Beboerne på Dalsbo Plejecenter fik i denne uge besøg af Lars Schrøder Hansen og hans søn Jacob. De havde taget en masse udendørs instrumenter med for at demonstrere, hvad musik kan gøre for ældre og demente. I dagens anledning inde i varmen.
- Jeg har flere gange oplevet, at ældre og demente pludselig kunne nogle ting, når de spillede, som personalet ikke troede, de kunne, siger Lars Schrøder Hansen fra Percussion Play Danmark.
Dalsbo Plejecenter i Rynkeby er langt fra det eneste plejehjem, der er interesseret i de udendørs instrumenter. Og det er der en god grund til, mener en ekspert.
- Selvom man har en demenssygdom, der ødelægger dele af hjernen, så er det stadig muligt at forholde sig til musik langt hen i et demensforløb. Det kan give erindringer og gode oplevelser - men det kan især også give noget samvær at spille musik, siger Hanne Mette Ochsner Ridder, Professor i Musikterapi ved Aalborg Universitet.
Det er noget, de kan genkende på Thurøhus i Svendborg. De har haft instrumenter i haven i et par år, og her er det netop beboere med svær demens, der har haft stor glæde af instrumenterne.
- De spiller på instrumenterne, så godt de kan. Vi har oplevet, at beboere, der har mistet talens brug, pludselig kan synge med på sange, siger Pia Silo Jensen, sektionsleder på Plejecenter Thurøhus.
Indtil videre er der installeret udendørs instrumenter på over 70 plejehjem i Danmark.