Borgmester troede, der var overskud – men så fik de en mail

En sen eftermiddag ændrede en enkelt mail planen for Faaborg-Midtfyn Kommunes budget i 2024. Borgmester ryster på hovedet.

Opdateret 6. september klokken 14:51 med skriftligt svar fra skatteministeren.

I to uger troede byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune, at der var styr på budgettet for de kommende tre år.

Overskuddet lød på 18 millioner kroner, og derfor var der lagt op til en række forbedringer i kommunen. Blandt andet i ældreplejen og på børn- og unge-området.

Men klokken 16.25 onsdag den 30. august blev virkeligheden en anden. Her sendte Kommunernes Landsforening (KL) en mail med nyt fra Skatteministeriet.

- Det er meget utilfredsstillende for at sige det mildt. Jeg har aldrig oplevet ændringer så sent i processen. Det er meget usædvanligt, lyder det fra borgmester Hans Stavnsager (S).

Skønnene for Faaborg-Midtfyn Kommunes grundskyld var blevet ændret. Områdets ejendomme var ikke lige så meget værd, som Skatteministeriet først havde sagt.

Hele 24,6 millioner blev skåret fra 2024-budgettet. Dermed er Faaborg-Midtfyn den kommune i hele landet, der er hårdest ramt af de nye skøn, når man ser beløbet pr. indbygger.

Med andre ord er overskuddet på 18 millioner nu forvandlet til et underskud på over 700.000.

Skatteminister, Jeppe Bruus, fortæller i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at han gerne havde kunne sende skønnene ud til kommunerne noget før, men at det er et omfattende projekt, da det er første gang i over 10 år, at der sendes nye ejendomsvurderinger på gaden.

- I takt med at de er blevet udarbejdet, har vi fået mere præcise skøn. Det mere præcise skøn har vi valgt at sende til kommunerne, så de har det bedst mulige udgangspunkt for at lægge budget.

Også Odense er blevet ramt af en regning efter de nye skøn. Her kræver Skatteministeriet 45 millioner kroner.

Økonomichefen i Faaborg-Midtfyn Kommune, Nis Kasper Pedersen, blev ikke overrasket over at få en mail, men selve indholdet overraskede.

- Vi var som andre kommuner bevidste om, at KL havde varslet nye skøn. Men ingen havde forestillet sig, at det var et skøn, der havde ændret sig så meget, siger han.

Må smide borgernes svar ud

Kommunalbestyrelsen går nu i gang med at finde ud af, hvordan de skal håndtere de manglende millioner.

Borgmester Hans Stavnsager kan ikke love noget specifikt, men ærgrer sig over, at nogle borgere måske går glip af de millioner, der var budgetteret med.

- Flere børn skal have specialundervisning. Vi har flere ældre, der har brug for mere pleje. Det er nogle af de områder, der bliver sværere at dække og finde penge til, forklarer borgmesteren, som har rådført sig med borgerne om fordelingen af overskuddet.

Børn- og unge-området og ældreplejen var to af de steder, som indbyggerne i Faaborg-Midtfyn Kommune havde bedt om hjælp til at løfte. Men det bliver ifølge Hans Stavnsager altså svært at opfylde de ønsker.

- Vi offentliggjorde budgettet i august, og her var der høringer fra kommunens borgere. Nu har vi 250 siders høringssvar, vi kan smide ud. Hvis man virkelig mener det med borgerinddragelse, så skal der være tid til det, siger Hans Stavnsager.

Han mener ikke, der er tid nok til at inddrage borgerne, inden budgettet for det kommende år skal være på plads.

I høringssvaret var der også flere punkter fra Ældrerådet i kommunen, som formanden, Henning Spangsberg, ville være ked af at se forsvinde.

- Det er frygteligt ærgerligt at komme i den situation. Ældreplejen er på alle måder i tilbagegang. Det er meget sjældent, at der kommer forbedringer.

Skatteminister, Jeppe Bruus, fortæller til TV 2 Fyn, at han "selvfølgelig lytte til den kritik, som der er", og om der er noget, Skatteministeriet kan gøre.

Alle landets kommuner har deadline for budgetlægningen den 15. oktober.

Oversigt

    Oversigt