Danmarks billigste hus solgt - nu skal det laves helt om

Danmarks billigste hus blev sat til salg til 40.000 kroner, og blev solgt med et snuptag. Nu skal køber i gang med et stort stykke arbejde.

40.000 kroner. 

Så billigt kunne du i sidste uge have været blevet husejer. 

Den chance greb Tina Norgren, og nu ejer hun et hus på 207 kvadratmeter på en 1900 kvadratmeter stor grund udenfor Faaborg. 

Huset nåde kun at være til salg i to dage, inden hun slog til og købte det til prisen.

- Det gik virkelig hurtigt, da I (TV 2 Fyn red.) havde lagt det på jeres hjemmeside, siger mægler Brian Friis. 

Efter vores journalist var på besøg i huset væltede det ind med henvendelser hos ejendomsmægleren. 

- Vi fik tæt på 200 henvendelser på huset. Det var vildt, siger han. 

Nu venter der Tina Norgren et større arbejde. Hendes datter bor på nabogrunden, og har været træt af det forfaldne hus. 

Glæder naboen

Nyheden om at huset er solgt, kommer bag på naboen Michelle Djursfeldt, der er nabo til den anden side. 

- Det er simpelthen fantastisk, især hvis det er nogen, der har mod på at gøre noget ved grunden, siger hun. 

I de seks år hun har været nabo til huset har det bare stået tomt. Hun har været ked af, at huset er gået i forfald. 

- Jeg glæder mig helt vildt til at følge den udvikling, der kommer til at ske inde ved siden af, siger hun. 

Hvad der skal ske med huset, kan du se i videoen i toppen. 

Tidligere på måneden havde en nordfynsk mægler fået æren af at sælge en fransk villa, der havde haft kongelige bygherrer.

Oversigt

    Oversigt