Omfattende hærværk: Tilstoppet afløb oversvømmede lokaler på fynsk skole

To lokaler på Gislev Friskole og Børnehave blev i weekenden oversvømmet, da ukendte gerningsmænd brød ind på skolen. Et afløb blev stoppet, hvorefter gerningsmændene lod vandet løbe og forsvandt.

Et undervisningslokale og et lokale, der bliver brugt til både arbejde og pauser, er blevet ubrugelige, efter at Gislev Friskole og Børnehus i weekenden blev udsat for groft hærværk. 

I tidsrummet mellem fredag klokken 15 og søndag klokken 10 har gerningsmændene skaffet sig adgang til skolen ved at bryde et vindue op og trænge ind på skolen.

quote Jeg synes, at det er trist, men jeg tror, at det er børn, der ikke har gennemtænkt de alvorlige konsekvenser af deres handlinger

Maja Kvist, skole- og institutionsleder på Gislev Friskole og Børnehus

I et undervisningslokale har de stoppet et afløb med med papir og åbnet for vandet. Vandet kan have løbet i op til 31 timer, før personalet opdagede det søndag. 

- Der er sket omfattende skader. Gulvet i undervisningslokalet med håndvasken er oversvømmet, og vandet er også trængt ned i etageadskillelsen og har ødelagt loftet i lokalet nedenunder, fortæller Maja Kvist, der skole- og institutionsleder på Gislev Friskole og Børnehus. 

Fyns Politi er nu gået i gang med at efterforske sagen.

- Vi har endnu ingen spor efter gerningsmændene, men vores efterforskere vil nu undersøge gerningsstedet nærmere, siger politikommissær Milan Seyfabad fra Fyns Politi.

Drengestreger

Skolelederen ved ikke, hvem der står bag hærværket, men hun tror, at der er tale om drengestrege, der er gået over gevind.

- Jeg synes, at det er trist, men jeg tror, at det er børn, der ikke har gennemtænkt de alvorlige konsekvenser af deres handlinger. Men jeg håber, at politiet hurtigt får opklaret sagen, så ingen skal mistænkes uden grund, siger Maja Kvist.

Mandag har Gislev Friskole i lighed med andre skoler igen taget imod de yngste elever, men hærværket får ingen betydning for de tilbagevendte elever. 

- Nej, vi får jo kun de små klasser tilbage i dag, så det får ikke konsekvenser for vores undervisning, siger skolelederen. 

Sagen er nu anmeldt til forsikringsselskabet.

Oversigt

    Oversigt