Det er drengestreger som at køre to på en knallert, men også hærværk, brugstyveri og simpel vold, der har fået de 14-årige i politiets søgelys, siden man for et år siden sænkede den kriminelle lavalder med et år.
I første halvår med den nye aldersgrænse rejste Fyns Politi 173 sigtelser mod i alt 86 14-årige. De næste fem måneder faldt tallet til 64 sigtelser mod 46 unge.
- Det, der kan være problemet med de 14-åriges forseelser, er, at de er på vej ud på et skråplan, siger chefanklager ved Fyns Politi, Jan Stick.
Kun en enkelt gang har det været nødvendigt at varetægtsfængsle en ung i surrogat. 30 procent har fået betinget domme.