23 uheld på fem år: Politikere vil uheldskryds til livs

På fem år har der været 23 uheld i krydset Tagtækkervej/Rødegårdsvej. 21 af dem har involveret cykler, og By- og kulturudvalget vil nu sætte ind over for uheldskrydset.

I krydset mellem Tagtækkervej og Rødegårdsvej har der i løbet af de seneste fem år været ikke mindre end 23 uheld, og 21 af dem involverede cykler. Derfor vil kommunen nu sætte ind over uheldskrydset, der er et af de mest cykeltrafikerede kryds i Odense. 

Formand for by- og kulturudvalget Jane Jegind (V) mener, at tallene taler sit klare sprog. 

- Det siger jo, at det er et enormt farligt kryds, og at oversigtsforholdene og trafikafviklingen ikke er optimale. Det er derfor, vi rigtig gerne vil sætte ind, fordi det er ikke acceptabelt at kigge på, at så mange er kommet til skade, siger hun. 

To løsningsforlsag

Der har været to løsningsforslag på bordet, der skal øge sikkerheden i krydset. Udvalget vil arbejde videre med det forslag, der går ud på at lukke Tagtækkervej for biler ud mod Rødegårdsvej og etablere et lyskryds ved Børstenbindervej/Rødegårdsvej.

I det andet forslag ville man ikke have lukket Tagtækkervej, men blot forhindre biler i at køre fra vejen ud til Rødegårdsvej.

By- og kulturforvaltningen har anbefalet politikerne at arbejde videre med det forslag, hvor man lukker Tagtækkervej for biler. 

- Det er menneskers liv, vi har med at gøre her, så føler jeg mig også nødsaget til, at vi gør, som der bliver anbefalet, så vi kan nedbringe antallet af trafikuheld mest muligt, siger Jane Jegind.

Upopulært hos lokal forretning

XL-Møbler er beliggende på Tagtækkervej, og hos forretningen er man ikke begejstret for udsigten til, at Tagtækkervej bliver lukket. 

- Det er mange besøgende, vi potentielt mister. Hovedtallet af vores kunder kommer fra Tagtækkervej og Rødegårdsvej, så eksponering og kundebesøg vil helt sikkert være en ting, vi mister rigtig meget af her, siger presseansvarlig i XL-Møbler Christian Christensen. 

Jane Jegind siger til TV 2/Fyn, at hun har forståelse for, at nogle af virksomhederne bekymrer sig over den mulige vejlukning og understreger, man vil gøre, hvad man kan i forhold til skiltning. 

- Det her gør vi ikke, fordi vi på nogen måde ønsker at genere nogen. Vi gør det, fordi uheldsstatistikken, de mennesker, der er kommet til skade, taler sit eget sprog. Og jeg synes ikke, at vi som politikere kan sidde overhørigt,at der bliver råbt vagt i gevær, siger Jane Jegind. 

TV 2/Fyn snakkede tirsdag med flere cyklister, der føler sig utrygge ved krydset. 

Oversigt

    Oversigt