70-årig vil have lægevagten tilbage: Vi har mistet noget tryghed

Siden coronanedlukningen har der kun været tre lægevagt-konsultationer på Fyn mod tidligere otte. Lægerne strides med regionen om det fremtidige antal. Nu vil politikere drøfte næste skridt

Da 70-årige Niels Buhl og hans kone valgte at flytte til Faaborg for seks år siden, spillede det ind, at der var mulighed for at komme til en vagtlæge i byen, hvis de skulle få brug for det.

- Det giver jo en tryghed at vide, at lægevagten er tæt på. Det er ikke sjovt at køre langt en mørk aften med 40 i feber. Hverken hvis man er ældre eller er en børnefamilie, siger Niels Buhl.

Men den tryghed er der ikke længere. Og den kommer måske heller ikke tilbage igen. 

Da coronaen brød løs i foråret 2020, valgte PLO (Praktiserende Lægers Organisation) at lukke lægevagt-konsultationen i Faaborg. Det samme skete i Rudkøbing, Assens, Middelfart og Ringe. Og selvom der nu er godt styr på coronaen, holder lægerne dem fortsat lukket.

I dag er der kun tre åbne lægevagter på Fyn, nemlig i Odense, Svendborg og Nyborg. Det betyder 40-45 minutters kørsel fra Faaborg til nærmeste lægevagt.

- Og tænk så på dem, der kommer fra småøerne i området. De har to timers transport, siger Niels Buhl.

SF: Uacceptabel situation 

Regionsrådsmedlem Anette Blynel, SF, kalder situationen for lægevagten helt uacceptabel.

- Vi kan ikke bare se til, at PLO, som styrer den her vagtordning, bliver ved med at tilrettelægge det efter deres eget ønske, siger Anette Blynel. Hun er medlem af Udvalget For det Nære Sundhedsvæsen, som lægevagten hører under.

Anette Blynel opfordrer til, at man i udvalgs-mødet mandag den 5. december vil starte en reel politisk drøftelse af alternativer til den nuværende lægevagtordning. 

- Hvis ikke lægerne vil eller kan påtage sig de her opgaver, så lad os dog kigge på om der er andre faggrupper, der kan bringes spil. Det kunne være paramedicinere og akutsygeplejersker.

 Strides om antal

Antallet af fremtidige af lægevagt-adresser var det helt store stridspunkt i de forhandlinger mellem PLO og Region Syddanmark, som for nylig brød sammen.

Politikerne vil have de i alt 21 lægevagtadresser i hele regionen åbnet igen. Lægerne vil nøjes med 10 konsultationsteder i Region Syddanmark - ligesom i dag. 

I følge PLO giver det en bedre faglig kvalitet for patienterne, at lægevagten er placeret centralt ved sygehuse med akutfunktioner. 

- Her er specialerne tæt på. Og her kan patienter også hurtigere komme til end hvis de skal vente på, at vagtlægen kommer frem og åbner den lokale lægevagt, siger Birgitte Ries Møller formand for PLO Syd. 

Lægevagter placeret ved akutfunktioner gør det også lettere at finde det nødvendige antal vagtlæger, mener PLO Syd.   

 - Mange unge læger synes ikke det er trygt at have patienter helt alene i små mørke lægevagt-konsultationer uden faglig back up. De små lægevagter er simpelthen ikke tidsvarende, siger Birgitte Ries Møller. 

Afklaring kan trække ud 

En kommende voldgiftssag, anlagt af regionen, skal være med til at afklare, hvem af parterne, der har ret til at afgøre antallet lægevagtkonsultationer. 

Men den slags sager tager tid. Og i mellemtiden mener SFs Anette Blynel, at man nu bør undersøge  alternativer og erfaringer med tilrettelæggelse af lægevagter i de andre regioner.

 -  Vores plan A var en aftale med PLO. Det er ikke lykkedes. Nu må vi begynde at arbejde med en plan B, siger Anette Blynel.  

Dansk Folkepartis Carsten Sørensen håber også, at mødet på mandag i Udvalget For det nære Sundsvæsen vil sætte skub i forbedringer af lægevagten. Men på en anden måde end SF.  Han har siddet  overfor PLO som en del af regionens forhandlingsgruppe.  

- Vi blev klogere på en masse ting under forhandlingerne, som vi allerede nu kan implementere. Det gælder f.eks en akutknap (valgmulighed ved opkald til lægevagten, red.) Og hjemmearbejdspladser til lægerne kunne være en anden ting, hvis de ønsker det, siger Carsten Sørensen. 

I Faaborg håber Niels Buhl, at han snart igen kan se frem til en tryg alderdom med en lægevagt i byen. Men han frygter, at det ikke sker.  

- Vi har jo hele tiden fået at vide, at det bare var en midlertidig lukning. Men nu kommer det så snigende, at der bare slukkes og lukkes, siger Niels Buhl. 

Allerede efter forhandlingernes sammenbrud i november begyndte spekulationerne om, hvorvidt det var begyndelsen på enden for den struktur, vi kender fra i dag.

Se hele indslaget.

Oversigt

    Oversigt