Mor og hendes tre børn står med uventet problem efter voldsom brand
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En mor og hendes tre børn oplevede lørdag, at deres hus på Kirkevej vest for Haarby brændte ned til grunden, og de søgte midlertidigt ophold hos naboen.
Ejeren af huset, Jan Sigurdsson Villumsen, der er far og morfar til beboerne, har dog været nødsaget til at indlogere sine familiemedlemmer og deres hund på et hotel på egen regning.
- Jeg vil anbefale folk til at tjekke deres forsikringspolice grundigt, for der kan stå ting med småt, som man ikke regner med, siger Jan Sigurdsson Villumsen.
Genhusningen var ikke noget, hans forsikringsselskab kunne hjælpe med.
- Det kommer bag på mig, at der ikke er hjælp fra forsikringsselskabet til at få tag over hovedet efter branden. Det er åbenbart ikke en del af dækningen. Jeg har indtil videre betalt kontant for at sikre, at min datter, børnene og hunden kan være på et hotel i fem dage, siger Jan Sigurdsson Villumsen.
To heste og familiens kaniner døde i branden.
Mor og tre børn redder sig ud af brændende hus
En mor og hendes tre børn opdagede lørdag morgen, at der var brand i deres hus og laden ved siden af på Kirkevej vest for Haarby.
- Familien opdager selv branden og redder sig ud, siger vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss.
Familien slog alarm klokken 07.12, og da brandvæsenet kom frem kort efter, var der allerede voldsomme skader på både hus og lade, der er fuldstændig brændt ned.
To heste og nogle kaniner er døde i branden.
Brandårsagen er ukendt. Huset, der havde stråtag, lå ved siden af Dreslette Kirke.
Kirkevej er lørdag formiddag fortsat spærret, da brandfolkene stadig arbejder på stedet. Branden er dog under kontrol.