Hvis man har prøvet at gå på efterskole, er det nok ikke svært at sætte sig ind i den følelse, det er at være blevet hevet ud fra den ene dag til den anden af sit livs skoleår.
Fra en hverdag hvor man 24 timer i døgnet er omgivet af sine bedste venner til en hverdag, hvor man sidder hjemme hos mor og far og kun venter på at kunne komme tilbage.
Spørgsmål fra en fynbo
Den følelse sidder en masse elever fra de 35 fynske efterskoler med i disse dage, og det har fået en til at skrive til TV 2/Fyn med en undring over, hvorfor hun ikke bare kan gå i isolation med sin mange venner.
- Hvad med de elever, som går på efterskole? Ville det ikke være bedre, hvis vi kom på skolen igen? Vi er nærmest mere isoleret på skolen, lyder det fra Nanna Dahl.
Strider mod påbud
Det er tre uger siden, statsminister Mette Frederiksen gik ud for første gang og lukkede dele af samfundet ned. Skoler og institutioner skulle lukke og sende elever hjem, lød det blandt andet. Og siden da har landets efterskoler ligget øde hen.
Jeg kan ikke se nogle fordele ved det at lade eleverne være på skolen i stedet for at sende dem hjem
Og skolerne er lukket alene med det formål at undgå smitterisiko, når flere mennesker er samlet.
Spørger man professor og pensioneret overlæge Hans Jørn Kolmos, hvorfor eleverne ikke bare kan blive på efterskolen og undgå omverdenen, er risikoen for at holde virussen væk meget lille.
- De kunne teoretisk set godt være på skolen alle sammen, hvis de trak vindebroen op og afbrød al kontakt med det omliggende samfund. Men sådan fungerer det praktiske skoleliv jo ikke, og man ved heller ikke, om der allerede var en smittet, men endnu ikke syg på skolen, inden al forbindelse blev afbrudt, siger Hans Jørn Kolmos.
Han understreger i den forbindelse, at det helt lavpraktisk strider mod regeringens påbud at mødes.
- Jeg kan ikke se nogle fordele ved det at lade eleverne være på skolen i stedet for at sende dem hjem. Tværtimod ville der kunne opstå alvorlige sygdomsforløb, hvis man fik smitten indenfor, fordi der ville være risiko for, at man smittede hinanden massivt, siger Hans Jørn Kolmos.
Venter på ny udmelding
På Efterskoleforeningens hjemmeside lyder det da også, at man naturligvis følger reglerne og holder eleverne væk fra skolerne indtil 13. april, hvor det forventes, at nyt for fremtiden er meldt ud.
- Alle efterskoler skal holde lukket, indtil myndighederne beslutter andet. Lukningen gælder dog ikke elever, hvis dette er begrundet i elevens særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet, lyder det på hjemmesiden.
TV 2/Fyn talte tidligere på ugen med formanden for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen, i forbindelse med en mulighed kompensation i form af hjælpepakker til de mange skoler, som oplever økonomisk usikkerhed.
Her udtalte han også, at han håber på en hurtig afklaring - ikke mindst for elevernes skyld
- Det værste er de elever, der føler, de har et uafsluttet forløb. De føler, de bliver fjernet fra de kammerater, de for alt i verden vil være sammen med, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskolerne.
Har du selv et spørgsmål, som vedrører Coronavirus?