Christian Eriksen er en ombejlet herre forud for lørdagens EM-kamp mod Holland.
Ajax-stjernen er et stort navn i Holland og er fast mand på det danske hold, men har på det seneste fået kritik fra landstræner Morten Olsen.
Mens Christian Eriksen forsøger at finde topformen frem, så kommer Daniel Agger med en anbefaling til sin 20-årige holdkammerat.
- Jeg skal ikke blande mig i, hvordan han er som person, men på banen må han gerne tage lidt fat engang imellem og ytre sig.
- Han er ikke typen, der råber og skriger, og det behøver alle heller ikke at være, men nogle gange må man gerne tage lidt fat, siger Liverpool-stjernen.
I de sidste to EM-testkampe mod Brasilien og Australien er Christian Eriksen startet på banen, men er blevet udskiftet - mod brasilianerne efter en times spil og i pausen mod australierne.
Foruden Holland er Danmark i EM-gruppe med Portugal og Tyskland.