Lige siden den første vaccine mod coronavirus landede i Odense 27. december, har der været arbejdet målrettet på at vaccinere beboere på plejehjemmene så hurtigt som overhovedet muligt.
Og fredag i denne uge forventer Region Syddanmark at have vaccineret samtlige af regionens plejehjemsbeboere - i første omgang.
- I dag (mandag, red.) bruger vi de sidste af de 11.700 vacciner, vi fik i første sending, og samtidig er den næste leverance på 11.700 vacciner landet, så vi kan gå i gang med at vaccinere med dem i morgen (tirsdag, red.). Så det går stærkt, og vi forventer, at vi har vaccineret alle de plejehjemsbeboere her i regionen, som ønsker det, senest på fredag, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Ifølge regionsrådsformanden tager beboerne på regionens 234 plejecentre godt imod vaccinen. Ifølge en pressemeddelelse fra regionen lyder meldingerne, at godt 93 procent af beboerne tager imod tilbuddet om at lade sig vaccinere mod coronavirus.
- Vaccinen kan forhåbentlig være med til at give vores ældre medborgere noget af den livskvalitet tilbage, som coronaen har stjålet fra dem i alt for lang tid, siger Stephanie Lose.
Skal have et stik mere
Alle de vaccinerede skal have endnu en dosis vaccine på et senere tidspunkt for at sikre den bedst muligt beskyttelse mod coronavirus.
Ifølge Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger kan der gå op til seks uger mellem første og andet vaccinestik mod corona.
Det siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
- Vi har sammen med Lægemiddelstyrelsen kigget ned i dokumentationen for både Pfizer- og også Modernavaccinen, som vi forventer, bliver godkendt snart.
- Her kan vi se i dokumentationsgrundlaget, at der kan gå op til seks uger mellem hvert stik. Det skriver vi i vores opdaterede retningslinjer, siger han til Ritzau.
Tredje omgang vaccine på vej
Når alle de fynske plejehjemsbeboere er færdigvaccinerede på fredag, kan arbejdet med vaccinerne sættes yderligere ind andre steder, og Region Syddanmark følger retningslinjerne fra de nationale myndigheder om prioritering.
Til og med søndag var omkring 2.000 vacciner brugt på sygehuspersonale, mens knap 8.000 vacciner var brugt på plejehjem til beboere, personale og praksislæger.
Den tredje leverance af vacciner forventes at lande i Region Syddanmark tirsdag i næste uge.