Claus Larsen taler det fynske modersmål med blidt tonefald.
Født i Nyborg for 71 år siden og derefter en barndom i det sydfynske, hvor hans far var næstkommanderende hos politiet i Svendborg sætter sig i sproget.
I mere end 40 år har Claus Larsen selv været at finde på kommandobroen i fynsk byggeri.
Senest som hovedindehaver i Guldfeldt-koncernen med 300 ansatte - en virksomhed han solgte 7. december sidste år.
I en lang årrække også som formand for Dansk Byggeri på Fyn.
Men det blev ikke den afsked, han havde håbet på.
I juni 2023 fik Claus Larsen konstateret kræft.
- Jeg havde haft ondt i maven et stykke tid, gik til lægen, Han sendte han mig på OUH med det samme. De kunne se, der var noget på min lever og bugspytkirtel. Så blev jeg kaldt ind en fredag eftermiddag klokken 16. De fortæller mig, at jeg har den værst tænkelige kræft, man kan få. Den er uhelbredelig. De kunne tilbyde mig kemo, fortæller Claus Larsen.
Lægen var klar i mælet.
- Han har sikkert fortalt hundredvis af kræftpatienter om deres sygdom på den facon. Der var ikke så meget følelse i det. Det kunne jeg måske godt have tænkt mig, siger Claus Larsen.
Han klynker ellers ikke.
- De har flere gange spurgt mig på OUH, om jeg ikke er ked af det og spurgt, hvornår jeg græder. Det har jeg ikke gjort. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har jo oplevet mange medarbejdere eller deres familie, der har fået konstateret kræft. Jeg er nok bare ærgerlig over, at det har ramt mig, siger Claus Larsen.
Lægernes dom
Han har spurgt ind til sin sygdom og fået svar. Fra kræften blev opdaget i juni sidste år har lægerne givet ham et halvt til et helt år. Det første halve år er gået.
- Jeg fik besked på at gå hjem og få ordnet mine ting. Det har jeg gjort. Hvis jeg lukker øjnene i morgen, er der ikke meget, der ikke er på plads, siger han.
Han har været hudløst åben om sin sygdom og også om det efterspil, der fulgte med sygdommen og det nødvendige salg af Guldfeldt. For det gik ikke efter planen.
- Torben Østergaard foreslog, at jeg blev i firmaet som en slags ambassadør, der skulle skaffe opgaver til firmaet og lignende. Det var en vældig god aftale, synes jeg, men så siger de vores økonomidirektør Karina Fussing igennem 18 år op. Hun blev ofret - efter min opfattelse på et helt forkert grundlag og i strid med den aftale, vi havde. Det kunne man godt have gjort på en anden måde. Derfor stoppede jeg også - længere er den ikke, siger Claus Larsen.
Karina Fussing selv siger, at hun fik den forklaring, at fyringen skyldtes den nye struktur. Det var også den forklaring, den nye medejer og bestyrelsesformand, Christian Junker gav til Fyens Stiftstidende i februar.
En hård hund
Claus Larsen har været god til at tale med folk, og det er en gave, når man skal indgå aftaler og skaffe ordrer på bogen. Og dem har der været mange af.
- Man skal hele tiden være de billigste og bedste. Det er sådan, det er. Claus Larsen er utrolig engageret og har viet hele sit liv til byggebranchen. Han kaster alt ind i alle projekter, og han er utrolig ærekær, siger partner i den store sydfynske arkitektfirma C & W Arkitekter Christian Thuesen.
Han har kendt Claus Larsen i mere end 20 år, og han lægger ikke skjul på, at det kan slå gnister, når tiden er presset, priserne skal holdes og logistikken skal gå op - og at Claus Larsen kan være en hård hund.
- Vi skulle på et tidspunkt renovere en restaurant med en virkelig stram tidsplan, fordi restauratøren selvfølgelig var interesseret i at åbne hurtigst muligt. Claus havde givet håndslag på en ufravigelig slutdata og meddelte, at han samme dag ville han sidde i restauranten og spise stegt flæsk med restauratøren. På byggepladsen tog en ældre murerformand ordet og meddelte, at han aldrig havde set mage til makværk af en tidsplan. Så sendte Claus ham hjem på kontoret, mens vi andre knoklede nat og dag. Utrolig nok nåede vi det. Mens Claus spiste flæsk, tog vi andre hjem og sov igennem, griner Christian Thuesen.
Karina Fussing, økonomidirektør i koncernen og samarbejdspartner med Claus Larsen i 18 år, startede helt uden kendskab til byggebranchen.
- Jeg har lært, at det er en hård branche med skrappe deadlines. Og så har jeg lært rigtig meget om kvalitet og ordholdenhed af Claus. Det er en af de ting, som alle medarbejdere kan udenad, hvis de bliver vækket om natten, siger den tidligere økonomidirektør.
Skoletræt
Claus Larsen ville faktisk helst ud at sejle, da han var færdig med skolen og skoletræt. I første omgang havde han fået en læreplads på Nakskov Skibsværft, da den sydfynske erhvervsmand Kaj Larsen overtalte Claus Larsen til at gå i lære.
- Det var kæft, trit og retning dengang, men også sjovt. Han gav os unge meget ansvar, og allerede som lærling blev jeg sat til at stå i spidsen for store byggeprojekter - det første en stor tilbygning til Farmacia i Køge. Han lærte mig, at man senest skal møde senest til tiden, og at man skulle fortælle sandheden. Hvis man ødelagde noget, var det ikke en katastrofe, men man skulle fortælle det til ham, fortæller Claus Larsen.
Da han var uddannet, blev han sendt på skole for at blive bygningskonstruktør i Horsens.
Kaj Larsen havde både et savværk, en spærfabrik og en tømrerforretning, og så ejede han en stor del jord.
- Han gav mig ansvaret for tømrerforretningen, og en dag til jul kom han med 12 flasker vin og sagde, at han gerne ville give mig halvdelen af firmaet - den anden halvdel skulle jeg selv købe. Det havde jeg ikke råd til, mente jeg. Jamen, det er ikke noget værd. Du kan få det gratis svarede han. Det er kun det værd, du lægger i firmaet, sagde han.
Og så havde Claus Larsen sit første firma.
Om Claus Larsen og Guldfeldt-koncernen
- Jeg har altid haft mange lærlinge, og jeg synes, det er sjovt at have med unge mennesker at gøre. Nogen er måske skoletrætte, og bare det at se dem blomstre og blive glade er det hele værd, siger Claus Larsen, der i mange år har været med i bestyrelsen for Byg til Vækst for at få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i snusepraktik og fast arbejde i byggebranchen.
Claus Larsens fritid har været sparsom.
- Arbejdet har også været min hobby. Jeg ville godt have set mere til min hustru Lene og mine to børn. Jeg har i princippet svigtet mine børn. Jeg kan jo se, hvordan andre har haft det sammen med deres børn, men jeg har det godt med dem. Jeg havde ellers meddelt, at jeg ville stoppe som 60-årig, men den ene dag tager den anden, og nu er jeg 71 år, siger Claus Larsen.
Nu er der fokus på den nære fremtid.
Kunne have været værre
- Selvfølgelig er mine børn kede af det. De havde glædet sig til, at jeg stoppede, og vi skulle have tid til at have det sjovt sammen. Men det kunne have været værre. Hvis jeg havde fået en hjerneblødning, blodprop og skulle sidde i kørestol, kunne vi ikke disponere de ting, vi gerne vil. Det kan vi nu. For jeg har det godt nu. Jeg ville ønske, at jeg ikke var syg, men jeg er lettet over, at jeg ikke skal på arbejde, og jeg er overrasket over, at jeg er så lettet, siger Claus Larsen.
Mens foråret nærmer sig, drømmer Claus Larsen om at kunne køre rundt på sine 88 tønder land på Thurø og forårspløje en sidste gang.
- Da jeg var ung, hjalp jeg landmændene på Sydfyn med markarbejde og med at passe dyr. Og når jeg har set mit snit til det, har jeg taget hjem fra arbejde for at pløje og harve, Der er ikke noget mere afstressende. Hvis ikke, jeg var blevet tømrer, var jeg måske blevet landmand, siger Claus Larsen.