Fristen for at melde sig som kandidat til formandsposten i SF er udløbet, og det står klart, at det som ventet bliver et opgør mellem sundhedsminister Astrid Krag og erhvervsordfører Annette Vilhelmsen, der kommer til at afgøre, hvem der skal efterfølge Villy Søvndal.
De to kandidater har hver samlet 100 stillere, og SF's partikontor skal nu tjekke, at de personer, der har skrevet under for de to kandidater, også rent faktisk er medlemmer af SF og har betalt deres kontingent.
Herefter bliver stillerlisterne offentliggjort. Flere af partiets prominente figurer har dog allerede meldt ud, hvem de støtter.
På Astrid Krags står blandt andre miljøminister Ida Auken, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, skatteminister Thor Möger Pedersen, politisk ordfører Jesper Petersen og klima- og energiordfører Steen Gade.
Men selvom Krag er partitoppens kandidat, har Annette Vilhelmsen også formået at samle opbakning fra indflydelsesrige SF'ere.
Blandt andre har den tidligere gruppeformand Aage Frandsen kastet sit lod i Annette Vilhelmsens vægtskål, og også retsordfører Karina Lorentzen og EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen er at finde blandt hendes støtter. Det samme er den afgående gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.
På forhånd var Annette Vilhelmsen ikke spået mange chancer af kommentatorerne, men rundspørger til SF's bagland fra flere medier har peget på overraskende stor opbakning til den 52-årige erhvervsordfører.
Samtidig er folketingsgruppen ifølge kilder delt i to næsten lige store grupper, som støtter hver sin kandidat. Dermed kan 29-årige Astrid Krag, der bliver set som SF-toppens kandidat, lidt overraskende ikke vide sig sikker på sejren.
Da der kun er to kandidater til posten, bliver det medlemmerne, der afgør valget direkte ved en urafstemning.
Men først skal de to kandidater ud i landet og møde SF's næsten 16.000 medlemmer. Det kommer til at ske på 10 møder rundt om i landet i løbet af den næste uge.
SF's nye formand præsenteres på et konvent den 13. oktober.