Bande stjal cigaretter for 800.000 kroner

Tankstationer i Jylland og på Fyn har haft besøg af tyve, der har optrådt på samme måde, siger politiet.

I flere måneder har en gruppe mænd besøgt tankstationer på Jylland og Fyn for at stjæle cigaretter, mener Østjyllands Politi.

- De sigtes for 49 forhold, siger politikommissær Mogens Brøndum.

Otte mænd i alderen fra 28 til 48 år vil onsdag formiddag blive fremstillet for en dommer i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Alle kommer fra det vestlige Aarhus.

Hvordan de forholder sig til sigtelsen, kan politiet ikke sige tirsdag eftermiddag.

Udbyttet er cigaretter for i alt 800.000 kroner, lyder det i politiets sigtelser mod gruppen.

- De har typisk været tre-fire stykker og har opsøgt tankstationer med en enkelt ansat, fortæller Mogens Brøndum.

- En har afledt ekspedientens opmærksomhed ved for eksempel at spørge om prisen på noget gas uden for forretningen, siger politikommissæren.

Mens ekspedienten har hjulpet den videbegærlige kunde uden for, har kammeraterne taget for sig af retterne, mener politiet.

Beviserne består hovedsageligt i videooptagelser fra de mange tankstationer.

Oversigt

    Oversigt