Bilister dropper Storebælt i vintervejret

Storebæltsbroen har oplevet den værste vinter siden åbningen i 1998. Trafikken er faldet markant i både januar og februar.

Biltrafikken har været i massiv tilbagegang over Storebæltsbroen i januar og februar. I årets første to måneder har 1.109.710 biler krydset broen mellem Fyn og Sjælland, og det er en tilbagegang på mere end 10 procent set i forhold til året før.

- Vi har ikke tidligere oplevet så stort et fald. Vi tror, den væsentligste forklaring er vinteren, siger markedsdirektør i A/S Storebælt, Søren Vikkelsø.

Den vinter, der netop har sluppet sit tag i Danmark, er den værste i 14 år. Og da Storebæltsbroen åbnede i 1998, er det den hårdeste vinter i broens historie. Derfor har A/S Storebælt ikke erfaring med, hvor meget vintervejret påvirker trafikken, men der har være en effekt.

- Folks lyst til at køre ud er markant mindre. Der har været dage, hvor den normale trafik ville være 25.000 biler, hvor der kun kom 10.000, siger Søren Vikkelsø.

Markedsdirektøren holder nu nøje øje med, om tallene retter sig med forårets komme. For færre biler over broen betyder færre penge i kassen, og dem er der brug, da broen er bygget for lånte penge, som bilisterne betaler tilbage.

- Finanskrisen har ikke ramt personbiltrafikken så hårdt. Men vi ved også, at benzinpriserne er steget, og det har en effekt, siger Søren Vikkelsø.

Oversigt

    Oversigt