Borgere: Væk med behandlingsgarantier

De syddanske regionsrådsmedlemmer fik en række markante meldinger om sundhed med hjem fra borgertopmødet i Middelfart lørdag.

Seks ud af ti mener, at kun nogle lidelser og behandlinger i det danske sundhedsvæsen skal være dækket af en ventetidsgaranti, og kun to ud af ti mener, at alle lidelser, som det er i dag, skal være dækket af ventetidsgaranti.

Mere end havldelen mener, at det er en god idé med brugerbetaling, når man går til egen læge - en ydelse som i dag helt og holdent bliver betalt via skattebilletten.

Det var et par af de meldinger 235 borgere gav 26 regionsrådspolitikere med fra det syddanske borgertopmøde, som blev holdt i Lillebælthallerne i Middelfart.

Desuden gav deltagerne input til en ny vision, for det syddanske sundhedsvæsen, som politikerne er i gang med at udarbejde.

- Dagen viser, at folk godt gider det her. Deltagerne er engagerede og har givet vigtigt input til det visionsarbejde, vi er i gang med i Region Syddanmark. Dagen fortæller også mig, at folk vil lyttes til, når de møder sundhedsvæsenet. Det skal vi blive bedre til, end vi er i dag. Og så synes jeg, der er nogle vigtige beskeder til folketingspolitikerne om behandlingsgaranti og brugerbetaling, siger Poul-Erik Svendsen (S), formand for Region Syddanmarks Visionsudvalg.

Sideløbende med mødet i Middelfart er der afviklet tilsvarende møder i landets fire øvrige regioner. Dermed har flere end 1.000 borgere på landsplan i dag udtrykt deres holdninger om det danske sundhedsvæsen overfor regionsrådspolitikere.

Oversigt

    Oversigt