OB-træner før ny topkamp:
- Der er mange sure timers slid og slæb bag succesen
Efter 13 sejre i de første 15 kampe står OB foran endnu en topkamp i NordicBet Ligaen. OB-træner Søren Krogh ser frem til kampen.
Lige om lidt er halvdelen af sæsonen overstået. OB står foran sin kamp nummer 16 i NordicBet Ligaen, og dermed er holdet halvvejs på rejsen på vejen tilbage til Superligaen.
Indtil videre er det gået godt; 13 sejre i 15 kampe giver OB en solid førsteplads før lørdagens møde med AC Horsens, der ligger nummer tre i tabellen.
- Der er mange ting, der kører rigtig godt. Vi startede med otte sejre i træk, og så faldt vi lidt i niveau, men efterfølgende har vi ændret formation og fået ny energi og nyt liv ind på holdet. Vi er meget ydmyge omkring situationen, for der er ikke noget, der giver sig selv, siger OB-træner Søren Krogh til TV 2 Fyn.
- Det ligger kanon hårdt arbejde bag det. Der er mange sure timers slid og slæb i det, og vi skal holde snuden i sporet, så vi ikke giver slip. Vi har fortjent vores placering, men de gode resultater kommer af hårdt arbejde, tilføjer han.
En fed opgave lørdag aften
Træneren ser frem til lørdagens topkamp, hvor AC Horsens kommer på besøg i Odense.
- Det er et boldfast hold, der spiller hurtigt og har Superliga-niveau på nogle områder. De kommer med fart og fremdrift, direkte spil og masser af indlæg. Så der venter os en svær opgave og en fed opgave, siger Søren Krogh, der forventer at sende et skarpt OB-hold på banen lørdag eftermiddag.
- Vi skal fortsætte ad den vej, vi er på lige nu. Vi skal ikke kigge for meget tilbage, og vi skal ikke føle os overlegne. Det handler om det hårde arbejde og de mange løbemeter og alle de dueller, vi skal ind i. Vi skal lægge et tryk på modstanderens felt. Det handler om alle de kraftudtryk, som vi gerne vil vise frem foran vores fans på hjemmebanen, siger Søren Krogh.
Der er kampstart mellem OB og AC Horsens lørdag eftermiddag klokken 17.00 på stadion i Odense.
Det er nødvendigt med investeringer:
- OB risikerer at blive et elevatorhold
OB buldrer af sted mod Superligaen, men hvad sker der, når klubben rykker op? Hvad er OB's målsætning egentlig? Ny analyse Martin Davidsen.
ANALYSE
Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for blandt andre Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet flere bøger om fodbold med OB i centrum - senest bogen Fodboldprofessoren om Kim Brink.
Man kan ikke andet end at løfte på hatten over OB’s sæson indtil videre. 13 sejre i 15 kampe i NordicBet Ligaen er imponerende, og med 40 point er OB allerede godt på vej mod Superligaen.
I sidste sæson skulle der bare 50 point til at sikre sig oprykning, og dermed skal OB reelt ikke bruge mange flere sejre, før returbilletten til Superligaen er i hus. Der resterer stadig 17 kampe i sæsonen, der slutter i maj 2025, men OB kan måske allerede være sikret en oprykning inden påske.
OB har været favorit i alle kampe i denne sæson, og de har håndteret rollen som Nordic Bet Ligaens store stygge ulv på fornem vis. Jovist, ikke alle kampe har været smukke opvisninger, men OB-holdet har udvist power, kynisme og stærk mentalitet undervejs. Der er noget at bygge videre på.
Kan OB følge med Superliga-toget?
For de aktuelle OB-spillere og træner Søren Krogh handler det om at holde snuden i sporet og fortsætte ad den sti, der fører mod Superligaen. Selvfølgelig skal de være kedelige og tage en kamp ad gangen. Men for den øvrige organisation med sportsdirektør Troels Bech og bestyrelsesformand Niels Thorborg i spidsen bør man allerede nu tænke på fremtidens OB.
For hvis OB som forventet rykker op i Superligaen, venter en ny tilværelse i landets bedste række, hvor konkurrencen er en helt anden. I sidste uge gav sportsdirektør Troels Bech selv udtryk for, at klubberne på første klasse investerer stort i både organisation, spillertrup og faciliteter, og skal OB kunne følge med, kræver det handling.
I sidste uge annoncerede Viborg FF, at klubben vil bygge et moderne træningsanlæg, og i adskillige andre konkurrerende klubber er man langt foran OB på flere parametre. Det handler både om træningsbaner, stadionfaciliteter og spillerbudgetter. Superliga-toget kører hurtigt, og spørgsmålet er, om OB kan følge med? Det kunne OB ikke i sidste sæson, og hvis ikke klubben investerer kraftigt hen over det næste år, risikerer man at blive et elevatorhold, der pendler mellem Superligaen og NordicBet Ligaen som klubber a la SønderjyskE, Vejle og Horsens.
Har selvforståelsen lidt et knæk?
Siden nedrykningen har OB’s ledelse med Troels Bech i spidsen arbejdet på at rydde op i OB-truppen og skabe et fundament for fremtiden i form af en stærkere kultur og et sundere omklædningsrum. Det kortsigtede mål er at rykke op i Superligaen, men de lange perspektiver er ikke blevet italesat.
OB kommunikerer mest om den stærke fankultur, om sammenhængskraft og om fællesskab, men ikke ret meget om sportslige visioner.
Det tyder på, at selvforståelsen i klubben har lidt et knæk, for der tales ikke længere om at være i Top 6 i Danmark eller at komme tilbage til toppen af dansk fodbold.
Måske vil man belært af fortiden være mere forsigtig med at udbasunere store målsætninger. Måske er Troels Bech og kompagni bare pinligt bevidste om, at vejen til toppen er så lang, at de kommende år vil byde på overlevelseskamp i Superligaen. Måske er rammerne og økonomien ikke til mere end det. Måske er OB’s ledelse ikke afklaret om, hvor i fodboldens hierarki, man vil placere sig efter en potentiel oprykning. Er det i toppen, midten eller bunden?
Hvad skal OB være i fremtiden?
Vi ved det ikke, for lige nu er det svært at få OB’s ledende figurer til at definere det sportslige formål med OB på længere sigt.
Tilskueropbakningen til OB er i disse år massiv, men hvor længe kan fansene nøjes med at juble over at være en del af et fælleskab? Hvornår vil de forlange resultater på øverste niveau? Man må huske, at OB fra 2012 til 2024 har skuffet sine fans i 12 ud af 13 sæsoner ved ikke at leve op til egen målsætning. Derfor skal der mere end en status som tophold i næstbedste række til for alvor at skabe begejstring.
Fra 1977 til 2011 var OB med i europæisk fodbold 20 gange på 35 år. Sportslig succes med medaljer, pokaler og titler er en stor del af fortællingen om det moderne OB.
Mens klubben er i gang med et stort identitetsprojekt venter omgivelserne stadig på et svar på, hvad fortællingen om fremtidens OB skal være.
Flere sigtelser på vej efter biljagt gennem boligkvarter
En biljagt lyste Skibhuskvarteret op i blåt lys tirsdag aften.
- Klokken 22.13 vil vi gerne have standset en bil. Det er bilisten ikke enig i, så han kører fra os. Vi eftersætter i 13 minutter, inden vi mister bilen af syne. Vi finder den igen på Odins Bro, hvor føreren bliver anholdt, fortæller Fyns Politis kommunikationsrådgiver Mads Boel.
Politiet har konfiskeret bilen, og føreren sidder på politigården onsdag morgen.
Blå blink ved skole
Endnu er det for tidligt for politiet at oplyse om, hvorfor bilisten ikke ønskede at stoppe.
- Vi skal have efterforsket sagen. Vi forventer, at der vil være flere sigtelser, siger Mads Boel.
Han kan endnu ikke fortælle, hvor mange patruljevogne der deltog i biljagten, eller hvilken rute og med hvilken fart der blev kørt gennem Skibhuskvarteret.
Video fra stedet viser blå blink blandt andet ved Sct. Hans Skole på Skibhusvej.
Ifølge videobureauet Local Eyes, der var til stede i kvarteret, deltog seks vogne.
Hemmeligt Novo-byggeri i fuld gang: Her er, hvad de bygger
Novo Nordisk er i fuld gang med at forme sin nye odenseanske produktionsvirksomhed i Odense.
38.000 kvadratmeter i alt viser oplysninger, som Novo selv har videregivet til Odense Kommune.
Og lige om lidt lukker medicinalgiganten op for detaljer om byggeprojekt og produktionen i Odense.
Dag for dag vokser Novo Nordisks gigantiske byggeri i Tietgenbyen i Odense.
Entreprenørmaskiner, støbesjak og kraner er ved at forme den store arbejdsplads i den østlige del af Odense, og ud over fundamenter er byggeriet nu også ved at skyde i højden.
Men endnu har Novo Nordisk ikke officielt meldt ud i offentligheden, om man har besluttet sig for at bygge i Odense, hvor mange medarbejdere, man har ansat, eller hvad man helt præcist skal producere.
Men det sker meget snart, erfarer TV 2 Fyn.
38.000 kvadratmeter
Ifølge Novo Nordisks oplysninger før byggestart til Odense Kommune er det igangværende byggeprojekt det første store projekt på grunden.
- Der etableres omtrent 38.000 kvadratmeter på den sydlige del af grunden bestående af otte produktionshaller kaldet “Suiter” samt kontorfaciliteter med kantine og teknik. Bygningen bliver i to etager, hedder det i en korrespondance fra kommunens byggearkiv.
Det fremgår, at Novo op til byggestart har ansøgt om dispensation for bygningsreglementet for det energitab, der fremkommer af, at ledningsnettet skal fremføres gennem tykt beton, og at løsningen kan være at skrue op for brugen af solceller på byggeriet.
Fabrikken har nemlig store krav til holdbart beton på både terræn- og etagedæk, da der skal være tunge maskiner, håndteres og oplagres store mængder produktionsmateriale på underlaget.
Det fremgår dog også af korrespondancen med Odense Kommune, at kommunen ikke mener, der skal en dispensation til.
Dagslys i produktionen
Der ansøges i korrespondancen før byggestarten også om dispensation for kravene til dagslys i produktionslokalerne. Dagslyset er ikke på niveau med krav i byggereglementet, men ifølge TV 2 Fyns oplysninger har også den udfordring fundet en løsning.
Der er fra alle produktionslokaler udsyn til det fri igennem to glasvægge samt store ovenlysvinduer.
Novo Nordisk har igennem en længere periode søgt medarbejdere til fabrikken i Odense, der formodes at skulle producere emballage til Novos produkter.
Novo flytter jordbunker og søger folk i bundter: Men vil stadig ikke bekræfte start i Odense
Hvad laver Novo Nordisk egentlig i Tietgenbyen?
Siden juli måned har masser af entreprenørmaskiner planeret og skubbet rundt med jord på Novos grund ud mod Niels Bohrs Allè, men Novo selv ønsker ikke at oplyse, hvad der arbejdes med, eller hvornår man træffer beslutning om at bygge sin nye fabrik i Tietgenbyen.
- Vi afventer stadig resultatet af vores interne godkendelsesproces, før vi kan kommunikere den endelige beslutning om at igangsætte byggeriet sidst på året.
- Vi kan derfor endnu ikke give informationer om vores rekrutteringer, hedder det blandt andet i svaret fra Anne Margrethe Hauge, der er Global Media Senior Manager.
Masser af ubesvarede spørgsmål
Hun har ikke svaret på TV2 Fyns spørgsmål om, hvornår processen for endelig beslutning af byggeriet er afsluttet og meldes offentligt ud.
Heller ikke hvornår arbejdet på første etape af byggeriet sendes i udbud, eller hvor mange medarbejdere, NOVO indtil dato har ansat.
Alt er ellers snart på plads. Odense Kommune har sørget for lokalplan og miljøgodkendelse, Og Novo har i mere end et halvt år søgt masser af medarbejdere til sitet i Odense.
Lang jobliste
I foråret ansatte Novo Nordisk Kim Ottosen som Director Site and Facility, uden at hverken Kim Ottesen eller Novo Nordisk dog ville bekræfte hans tilknytning til Odense-projektet.
TV2 Fyn kunne ved samme lejlighed konstatere, at Novo Nordisk har søgt efter procesoperatører, kommunikations-og HR-medarbejdere, test-chef til produktionslinjerne, en projektdirektør til fill and finish - det vil sige påfyldning af præparater - og en Senior Engineering Project Manager til Odense-området.
Og listen af jobopslag i Odense-området er lang. Siden maj er der blandt andet søgt efter følgende:
Jobopslag fra Novo Nordisk i Odense
Communications and Public Affairs Lead
Senior HR Business Partner
Test Material Coordinator
Senior Manager
Project Manager
Pas-X Professional
Validation Responsible
Senior Project Manager Site Development
Associate Manager to Production Support Team
Senior Maintenance Engineer
Operational Responsible
Senior Quality Engineer
Experienced Automation Engineer
Assembly Specialist Medical Devices
Senior Project Manager - Construction Coordination
Site Construction Manager
Cost Controller
Senior Finance Controller
Operation Responsible
Proces Supporter Pipeline
Enginering Responsible
Senior Automation Engineer
Senior IT Responsible
Head of PMO (projektstyring)
Senior Validation IT QA.
Tusindvis af danskere tvinges til lån fra Skat, hvis de ikke handler snart
Mere end 700.000 danskere får snart et nyt lån hos myndighederne, hvis ikke de gør noget aktivt for at vælge det fra.
De fleste berørte boligejere har allerede fået et brev om lånet i deres e-Boks om det såkaldte tillægslån til Vurderingsstyrelsen, og langt størstedelen af dem, der endnu ikke har fået det, får det i løbet af onsdagen, oplyser styrelsen til TV 2.
Her har de også fået besked på at handle inden 31. december i år, hvis de ikke vil have lånet, fremgår det af brevet.
- Der er potentielt rigtig mange, der kommer til at få et lån, som de først kender til nu, og som de nok gerne ville være fri for, da der for mange er tale om små beløb, siger Henning Boye, der er chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO.
Kort fortalt skyldes lånet, at myndighederne ikke vil risikere, at boligejerne bliver for hårdt ramt af nye boligskatteregler, men det kan altså ende som en irriterende og unødvendig sten i skoen – og den kommer ovenikøbet med en rente, der ikke er fradragsberettiget, lyder det fra Henning Boye.
Han forklarer, hvorfor man overhovedet bliver tilmeldt lånet, og hvorfor det i langt de fleste tilfælde giver mening at framelde sig det.
Skyldes systemfejl
I forvejen er mange boligejere en del af den såkaldte indefrysningsordning, som de er blevet tilmeldt automatisk, i forbindelse med at det nye boligskattesystem trådte i kraft.
Det indebar i første omgang indefrysning af stigende grundskyld, men fra 1. januar 2024 blev det udvidet til også at omfatte stigninger i ejendomsværdiskatten.
Det betyder, at boligejere, hvis ejendomsskat og grundskyld stiger, har fået en rabat. Rabatten udgør forskellen mellem det, de skal betale i 2024, og det, de skulle have betalt, hvis ikke deres ejendomsskat og grundskyld var steget som følge af de nye regler.
Dog har det vist sig, at Vurderingsstyrelsens it-system ikke kan finde ud af at udregne rabatten for 2024 og 2025, hvis enten ejendomsskatten eller grundskylden er steget meget, mens den anden er faldet.
Det har resulteret i, at der altså nu er omkring 720.000 boligejere, som har fået en for stor skatterabat – og omkring 660.000 af dem forventes at blive berørt med under 5000 kroner, skriver dr.dk.
- Ulempen er den samme som ved kviklån
Dermed står de boligejere nu til skattesmæk i det nye år, og det er derfor, de nu bliver tilmeldt det nye tillægslån, så de undgår at blive tvunget til at bøde for det mulige skattesmæk, forklarer Henning Boye.
- Det bliver et stort mismask, og ulempen er den samme som ved kviklån – det er ikke nødvendigvis store beløb, men over tid vokser det sig større og større på grund af renter. Renter, som mange ikke er klar over, at de betaler, før hammeren falder, siger han.
Vælger man ikke tillægslånet fra, vil lånet blive oprettet, når årsopgørelsen for 2024 er gjort op i marts 2025. Det er først her, Vurderingsstyrelsen kan regne ud, hvad man mangler at betale.
I 2025 vil der igen blive oprettet et lån, hvor beløbet også først vil fremgå, når årsopgørelsen for 2025 ligger klar i 2026, forklarer Henning Boye.
Herfra fortsætter lånene som udgangspunkt, indtil den dag man sælger sin bolig, hvis ikke man vælger at betale det tilbage inden.
I mellemtiden bliver der tilskrevet renter, som i 2025 er på 2,66 procent per år, fremgår det af brevet fra Vurderingsstyrelsen. Ifølge DR kan den ændre sig fra skatteår til skatteår og dermed både stige og falde.
Vil oftest give mening at sige nej tak
Spørger man Henning Boye, vil det i langt de fleste tilmelde give bedst mening at fravælge tillægslånet.
Det skyldes, at det slet ikke er sikkert, at man får et skattesmæk, eftersom årsopgørelsen opgøres ud fra mange forskellige poster i ens økonomi, siger han.
Samtidig har langt fleste af de berørte boligejere fået maksimalt 5000 kroner for meget i rabat, og den gennemsnitlige dansker får omkring 6000 kroner tilbage i Skat, lyder det.
- Så man siger nej tak til tillægslånet, vil mange blot få mindre tilbage i Skat, end de ellers havde fået. De ville ikke opdage det eller undre sig over det – men myndighederne tør ikke løbe den risiko, og derfor står vi nu med de her mulige lån, siger han.
Sådan kan du tjekke og afmelde
Hvis du gerne vil framelde dig tillægslånet, skal det ske via en blanket hos Vurderingsstyrelsen. Her kan du både framelde dig lånet for 2024 og 2025.
Men hvis du først vil tjekke, om du er i risikozonen for restskat og tillægslån, har styrelsen også lavet en guide til dette.
Han vurderer, at dem, der står til skattesmæk, vil få "overskuelige regninger", dog uden at ville sætte beløb på.
Selv hvis man er en af dem, der står til at skulle betale restskat, giver det bedst mening at fravælge lånet, hvis man ikke har brug for det, siger han.
- Hvis man har en anstrengt økonomi, kan det være fornuftigt at bruge muligheden. Men man skal være bevidst om, at beløbet vil være vokset, hvis man først betaler det tilbage, når man sælger sin bolig om 15 eller 30 år, siger han.
I teorien kan du også lave en frivillig skatteindbetaling allerede nu for at undgå både restskat og tillægslån – men heller ikke dét vil give mening, vurderer Henning Boye, fordi der netop er mange, som slet ikke vil få et skattesmæk.
15-årige Anton driver egen virksomhed med succes
Siden Anton Skettrup var 12 år gammel, har han rengjort biler for private kunder. I dag, omkring tre år senere, går han i 9. klasse, imens han driver sin egen virksomhed. Senest har den unge iværksætter haft succes med at være med i Løvens Hule Junior, hvor han fik Rasmus Kolbe “Lakserytteren” som mentor.
Siden Anton Skettrup var 12 år gammel, har han rengjort biler for private kunder. I dag, omkring tre år senere, går han i 9. klasse, imens han driver sin egen virksomhed. Senest har den unge iværksætter haft succes med at være med i Løvens Hule Junior, hvor han fik Rasmus Kolbe “Lakserytteren” som mentor.
15-årige Anton driver egen virksomhed med succes
Siden Anton Skettrup var 12 år gammel, har han rengjort biler for private kunder. I dag, omkring tre år senere, går han i 9. klasse, imens han driver sin egen virksomhed. Senest har den unge iværksætter haft succes med at være med i Løvens Hule Junior, hvor han fik Rasmus Kolbe “Lakserytteren” som mentor.
LYD
DEL
LYD
DEL
Våben og julegaver stjålet under indbrud
Julen er højsæson for indbrud, og allerede her i begyndelsen af december kan det ses i politiets døgnrapport.
På Vædderen i Svendborg fik en eller flere ubudne gæster tvunget sig adgang til et hjem ved at opbryde et vindue. Der blev stjålet et luftgevær og vildtkamera. Indbruddet fandt sted mellem 1. og 3. december.
I samme periode havde indbrudstyve også været på spil på Ølstedvej i Broby. Flere poser med julegaver og en flyttekasse med brugskunst var efterfølgende forsvundet. Der var skaffet sig adgang til boligen via en ulåst hoveddør.
Fyns Politi har det seneste døgn modtaget syv anmeldelser om indbrud.
Varmen slukkes onsdag for flere odenseanere i den sydlige del af byen. For nogen i helt op til syv timer.
For beboere i Odense SØ skal der findes tykke sokker og varme trøjer frem i tidsrummet fra klokken 7 til 16.
I Odense SV lukkes for varmen på Holkebjergvej, Smallemålet og Virkensbjerget mellem klokken 7.30 og cirka 15. På Tybrindvænget i Odense M skal der ekstrasokker på mellem klokken 8 og 12.
Fjernvarme Fyn skriver på sin hjemmeside, at lukningen skyldes arbejde på varmeledningerne. Den rammer i alt 123 husstande.
Orkan væltede kæmpekran - sådan har Lindøværftet ændret sig
Det er nøjagtig 25 år siden, Lindøværftets store portalkran blev lagt ned af en af danmarkhistoriens værste orkaner. “Decemberorkanen”, der ramte Danmark 3. december 1999, væltede Lindøværftets 3.500 ton tunge og 114 meter høje portalkran med et vindstød på op mod 56 meter i sekundet. I dag stikker en ny kran op på Lindøværftet.
Det er nøjagtig 25 år siden, Lindøværftets store portalkran blev lagt ned af en af danmarkhistoriens værste orkaner. “Decemberorkanen”, der ramte Danmark 3. december 1999, væltede Lindøværftets 3.500 ton tunge og 114 meter høje portalkran med et vindstød på op mod 56 meter i sekundet. I dag stikker en ny kran op på Lindøværftet.
Orkan væltede kæmpekran - sådan har Lindøværftet ændret sig
Det er nøjagtig 25 år siden, Lindøværftets store portalkran blev lagt ned af en af danmarkhistoriens værste orkaner. “Decemberorkanen”, der ramte Danmark 3. december 1999, væltede Lindøværftets 3.500 ton tunge og 114 meter høje portalkran med et vindstød på op mod 56 meter i sekundet. I dag stikker en ny kran op på Lindøværftet.
LYD
DEL
LYD
DEL
Risiko for regn i løbet af dagen - men vejrskifte lurer
Dagen starter med regnbyer over det meste af Fyn.
Temperaturen vil ligge på mellem to og tre grader, og vinden vil være svag til let fra østlig retning, oplyser TV 2 Vejret.
Henad onsdag aften ophører regnen helt, og vinden aftager en anelse. Temperaturen vil være uændret natten til torsdag.
Snehvide var i livsfare - nu skal forbud drøftes i Folketinget
Et borgerforslag om at forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer med snus har fået over 50.000 støtter, meddeler Folketinget tirsdag på sin hjemmeside.
Det betyder, at forslaget vil blive debatteret i Folketinget som et beslutningsforslag.
Borgerforslaget blev offentliggjort 23. september, og her knap to en halv måned senere har det altså passeret grænsen til at komme på dagsordenen i Folketingssalen.
Borgerforslaget er blandt andet kommet i stand på baggrund af en rapport fra maj i år.
Rapporten, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen.
Livsfarligt for firbenede
Rapporten viser også, at poserne bliver fremstillet af en form for semisyntetisk cellulose. Et materiale, som har en lighed med cigaretfiltre, og som antages at blive nedbrudt forholdsvist langsomt i naturen.
Ifølge DTU Sustain kræver det dog yderligere studier for bedre at kunne vurdere nikotinposernes nedbrydelighed i miljøet.
I sidste uge kom Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Den Danske Dyrlægeforening og Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation med en opfordring til politikerne om at gribe ind.
- Vi skal have nikotinposerne væk fra gader og stræder, hvor de ligger kastet over alt. Det er selvfølgelig op til politikerne at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, sagde Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
De mange smagsvarianter af nikotinposer medvirker til, at hundene får lyst til at spise dem.
Niårige Snehvide endte i livsfare, efter hun slikkede på en nikotinpose i naturen.
- Det lignede, hun var fuld. Hun gik ind i væggen, hendes hjerte bankede meget kraftigt, og hun savlede, siger ejer Flemming Malmkvist.
Bulldogs sejrer og bejler til topplacering
Der var dømt drama for alle pengene, da Odense Bulldogs gæstede Herlev Eagles tirsdag aften i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen.
Fynboerne trak sig sejrrigt ud af opgøret, der endte 1-2, og som var præget af intensitet fra start til slut.
I anden periode gjorde svenske Joakim Thelin det til 0-1 i powerplay, og mindre end syv minutter senere gjorde Jonathan Brinkman det til 0-2.
Eagles formåede at bringe spænding ind i opgøret med en reducering blot få minutter før kampens afslutning.
Bulldogs er med 39 point nu placeret alene på tredjepladsen i Metal Ligaen. Holdet har dog spillet to kampe mindre end Aalborg Pirates med 44 point på andenpladsen.
Stjerne overrasket over at se sig som hund i ikonisk blad
Mie Højlund, der til dagligt spiller i Odense Håndbold, er dukket op i Andeby.
I det nyeste Anders And-blad er hun nemlig med - dog ikke som and, men som hund.
- Jeg blev spurgt, om jeg ville være en and eller en hund, og så sagde jeg en and, og så blev jeg en hund, så det er helt perfekt, siger Mie Højlund med et grin.
Det er en stor ære at optræde i bladet, mener hun.
Hun er ikke det eneste fynske sportsnavn, der har fået sin helt egen karakter. Det har også badmintonspiller Viktor Axelsen.
Får vi hvid jul i år? Nu kommer DMI med sit bedste bud
Månedsprognosen fra DMI er landet, og her kommer instituttet med sit bedste bud på, om vi kan forvente dalende sne i juledagene.
Det bliver overvejende skyet med lidt regn af og til i den sidste uge af december.
Temperaturerne vil ligge på mellem en og syv grader i dagtimerne og mellem minus tre og fem grader i nattetimerne.
Går du og drømmer om en hvid jul, er der nedslående nyt. DMI varsler nemlig, at der kun “måske kommer enkelte snebyger”.
- Svage lavtryk og fronter forventes at nå frem til landet fra vest. Det giver mildt vejr og kun en lille chance for hvid jul, lyder det.
Statistisk set er der syv procent chance for hvid jul, og det tal er ikke blevet højere i prognosen, fastslår DMI.
Hotel-mastodont giver anderledes julegave til trængte familier
Den fynske hotelkæde Milling Hotels giver en ekstra julegave til trængte familier.
De uddeler med andre ord gratis hotelovernatninger, som kan bruges hele næste år på et af kædens hoteller.
Ejeren af hotellerne, Dorte Milling, ved endnu ikke, hvor mange ansøgninger, de får. Men hun regner med, at minimum 25 familier får gavn af tilbuddet.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her