Årets sidste dage er traditionen tro lig med køb af fyrværkeri, så alt er klar, når det nye år skal skydes ind nytårsaften.
I den forbindelse gør Fyns Politi opmærksom på, at en del fyrværkeri bliver købt ulovligt. Det er ikke kun kriminelle, der ved, de bryder loven, men også lovlydige fynboer, der tror, de handler i god tro.
- Hvert år har vi sager, som involverer enten ulovligt eller lovligt fyrværkeri, og en hel del af sagerne skyldes, at borgerne faktisk slet ikke er klar over, hvad reglerne for fyrværkeri er, lyder det fra Fyns Politi.
Få styr på reglerne
Derfor gør Fyns Politi opmærksom på reglerne.
• Du må købe knaldperler, stjernekaster og lignende, fra du er 15 år.
• Du må købe egentlig nytårsfyrværkeri, fra du er 18 år.
• Fyrværkeri må sælges i perioden fra den 15. december til og med den 31. december, og sælgeren skal være over 18 år.
• Du må anvende fyrværkeri i perioden fra den 27. december til og med den 1. januar.
Det siger loven
Herudover gør politiet opmærksom på, at du højst må transportere eller opbevare fem kilo krudt.
- Tag hensyn til både mennesker og dyr i denne tid. Tænk dig om, brug beskyttelsesbriller, og overhold perioden, hvor affyring er lovligt, lyder de gode råd fra Fyns Politi.
Årets fyrværkerisalg er startet og går frem til nytårsaften.