Cirkuskunstner fik ingen hjælpepakker - nu bliver han overvældet af støtte fra fynboerne

Mange fynboer kunne ikke blot se til, da en lokal cirkuskunstner havde svært ved at skrabe penge sammen til at fodre sine dyr. Flere hundrede valgte derfor at støtte.

Der er ingen hjælp at hente i regeringens hjælpepakker for det fynske enmandscirkus Fyr og Flamme. Siden nedlukningen har indehaveren Jens Salomonsen derfor bekymret sig over, hvordan han skulle skrabe penge sammen til mad til sine dyr.

Det fortalte han tirsdag til TV 2 Fyn. Og det har nu fået flere hundrede fynboer til at reagere.

På tre dage er der blevet doneret mere end 20.000 kroner til Jens Salomonsen og dyrene, geden Klokkeblomst, hunden Sole Mio og den unge hane Ib Corona.

- Det er næsten halvdelen af det, jeg har mistet i coronatiden, så nu kan jeg betale noget af den gæld af, jeg har skyldt til private. Så jeg er jo glad og behøver ikke være stresset over, hvordan det nu går det næste stykke tid, siger han til TV 2 Fyn.

De mange dyr i Jens Salomonsens cirkus er blevet et tilløbsstykke, efter han har åbnet gården for besøg af grupper på maksimalt fire personer. 
De mange dyr i Jens Salomonsens cirkus er blevet et tilløbsstykke, efter han har åbnet gården for besøg af grupper på maksimalt fire personer. 
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Penge og mad doneret

Cirkuskunstneren er oprindeligt uddannet skolelærer og har været i kontakt med mange børn i både skoler og klubber, inden han helligede sig cirkusgerningen helt.

quote Jeg bliver ved, til jeg dør

Jens Salomonsen, cirkuskunstner

Og det er mange af forældrene til de børn, der nu har sendt penge. Det har rørt Jens Salmonsen meget.

- Det er helt vildt. Nogle har skrevet, at de kun har 35 kroner, men at de gerne vil give lidt til dyrefoder, siger han.

Samtidig har der været nogle forbi med dyremad, de havde i overskud, og der har sågar været en dame for at aflevere nyt hegn til Jens Salomonsens hest, fortæller han.

- Folk vil virkelig gerne støtte mig i min situation.

Alternative baner

Cirkuskunstneren havde dog allerede selv tænkt i alternative baner for at få en indtægt under nedlukningen.

Han har åbnet sin gård for små grupper på maksimum fire personer, som kan opleve dyrene fra hans cirkus.

Med en entrépris på 30 kroner per mand rækker indtægterne ikke langt, men hjælper trods alt i den slunkne pengekasse. Indtil videre har der været stor interesse.

- Hvis det fortsætter, har jeg penge til foder til dyrene, indtil coronaen slutter. Det er vidunderligt, det er skønt. Jeg klarer mig, og dyrene klarer sig, siger Jens Salomonsen.

Selvom det har været en hård omgang for det lille cirkus, så er det ingen tvivl om, at coronaen ikke skal slå ham og hans artister ud.

- Jeg bliver ved, til jeg dør, siger cirkuskunstneren. 

Oversigt

    Oversigt