Dansk cykelkvartet vinder bronze i World Cuppen

Det danske 4000-meter-landshold i banecykling vandt bronze ved årets første World Cup-stævne i Manchester.

Fire danske cykelryttere viste fredag aften stærke ben ved vinterens første World Cup-stævne, hvor det blev til dansk bronze for 4000-meter-landsholdet.

Kvartetten Alex Rasmussen, Rasmus Quaade, Lasse Norman og Mathias Møller Nielsen slog Holland i bronzefinalen, som blev kørt i den engelske by Manchester.

Danskerne begyndte bedst og var foran med over et sekund efter de første 1000 meter, og resten af vejen blev føringen blot øget.

De fire danske temporyttere vandt i tiden 4.01.934 minutter, hvilket var omkring et halvt sekund hurtigere end i kvalifikationen, som blev kørt tidligere fredag. Danskerne var over to sekunder hurtigere end hollænderne.

Danmarks banelandstræner, Casper Jørgensen, havde før World Cuppen i Manchester sat en medalje som mål for 4000-meter-holdet, der tidligere i år vandt bronze ved VM i Minsk.

Danmark har stolte traditioner i disciplinen, eksempelvis med sølv ved OL i Beijing for fem år siden. Ved OL i London sidste år måtte Danmark nøjes med en femteplads.

Oversigt

    Oversigt