Hollandsk politi har anholdt en dansk familie, som i længere tid har været eftersøgt af de danske myndigheder, oplyser DR Nyheder.
Fire børn og deres to forældre er nu i de hollandske myndigheders varetægt, oplyser souschef for Børn og Kultur i Langeland Kommune, Charlotte Jensen.
Familien har i medierne fået betegnelsen nomadefamilie.
I løbet af syv år har familien haft ikke mindre end 14 forskellige adresser, og Langeland Kommune er bekymret for børnene, der er i alderen fra et til seks år.
Derfor har kommunen krævet, at børnene i to måneder fjernes fra faren og moren i forbindelse med en tvangsmæssig undersøgelse.
Muligvis som reaktion på kommunens krav forsvandt familien for en måneds tid siden og flyttede til Holland.
Familien og kommunen har dog været i kontakt pr. e-mail, og forældrene har udtrykt vrede og forundring over, at børnene skal de fjernes.
I Holland vil myndighederne selv undersøge de fire børns tilstand, før det afgøres, om de skal udleveres til Danmark, oplyser DR Nyheder.