Viktor Axelsen mærker søndag for alvor sejrens sødme. Han vinder nemlig All England-finalen 21-13, 21-14 over taiwanske Chou Tien Chen. Hans imponerende stime af sejre fortsætter dermed.
Af ren jubel smed den danske Viktor Axelsen trøjen og græd af glæde, da han meget overbevisende hev sejren hjem over Chou Tien Chen.
- Jeg er en følsom fyr. Hvis man ikke er glad og i tårer over at vinde All England, så er man ikke et menneske. Jeg er så glad og stolt. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Viktor Axelsen på banen til B.T.
Han er den første dansker, der vinder turneringen, siden Peter Gade i 1999. Derfor er trimfen i dag også ekstra stor og rosværdig.
Andre danskere har dog tidligere kunne bryste sig af samme titel, som Viktor Axelsen nu stolt kan bære rundt på. Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt for eksempel i damedouble i 2018.
Vigtigt at få styr på nerverne
Hele ugen har Viktor Axelsen kæmpet for succes i Birmingham for at få drømmen om en sejr i finalen til at gå i opfyldelse. Og søndag var det ikke længere kun en drøm for den unge spiller.
Men selvom Viktor Axelsen leverede en sikker præstation, gav hans modstander Chou Tien Chen på intet tidspunkt op.
Og de to herrer gav seerne masser af spændende underholdning i form af lange og forrygende dueller, velplacerede smash-bolde og fejlfrit spil.
- Det var vigtigt at få en god start, når der er nerver på. Det fik jeg styr på, og jeg havde gode ben. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, siger Viktor Axelsen til B.T.
Modsat mange andre sportsbegivenheder i disse dage har der været publikum til alle kampe i All England.