Dårligt vejr aflyser 2. etape i Danmark Rundt

Vejret har fået arrangørerne til at aflyse anden etape af PostNord Danmark Rundt.

Det dårlige vejr har fået arrangørerne af PostNord Danmark Rundt til hele at aflyse anden etape, der havde start i Svendborg og skulle have haft mål i Odense.

Etapen startede klokken 13.05 i Svendborg, og feltet skulle have afsluttet etapen med opløb i det sydlige Odense. Men den plan har vejret sat en stopper for.

Forkortet, neutraliseret, aflyst

Først valgte arrangørerne at forkorte etapen med 15 kilometer ved at fjerne en sløjfe over Svendborgsundbroen og en tur rundt på Tåsinge.

Dernæst valgte de, på opfordring af sportsdirektørerne, at neutralisere 30 kilometer af ruten mellem Svendborg og Faaborg, inden de kort efter valgte helt at aflyse onsdagens anden etape efter godt 100 kilometers kørsel.

Lige nu er rytterne på cykel på vej tilbage til Svendborg, da de de fleste holdbusser holder ved målstregen i Odense.

Rytterne nægtede at køre

Løbsleder Jesper Worre bekræfter på Twitter, at etapen blev aflyst, fordi rytterne nægtede at fortsætte med henvisning til den internationale cykelunion, UCI's, regler om dårligt vejr.

- Under neutraliseringen af løbet meddeler rytterne, at de ikke ønsker at gennemføre etapen. Vi lytter til ønsket og aflyser etapen, skriver løbsdirektør Jesper Worre.

Løbets tredje etape starter efter planen torsdag over middag i Otterup på Nordfyn.

 

 

Oversigt

    Oversigt