Din bus- og letbanebillet er steget - se her hvor meget

Passagererne i de offentlige transportmidler skal gennemsnitligt betale 4,9 procent mere for en billet. Rejsekort er fortsat klart billigere end enkeltbilletter.

Trafikselskaberne har som varslet søndag hævet priserne.

I det fynske område betyder det, at passagererne i gennemsnit skal betale 4,9 procent mere for en billet.

Den største procentvise stigning sker for enkeltbilletter på de korte rejser. Her er stigningen mellem to og seks kroner, så den billigste enkeltbillet på 2-zoner går fra 24 til 26 kroner.

For børn under 16 år er stigningen på mellem en til tre kroner. En voksen kan fortsat tage to børn under 12 år med gratis.

Rejsekort er billigere

På rejsekortet er stigningen 1,50 kroner ved en 2-zoners rejse og koster således fremover højst 20,30 kroner. Samtidig gælder det fortsat at jo mere man rejser, jo billigere bliver rejsen.

Med et rejsekort i hånden får man fortsat 20 procent rabat udenfor for myldretiden samt lørdag, søndag og helligdage.

Pendlerkort slipper billigst

Et 2-zoners pendlerkort til en måned stiger med seks kroner til 390 kroner, og den gennemsnitlige prisstigning for pendlerkort er på 2,6 procent.

Fynbus skriver på dets hjemmeside, at det er "stigende omkostninger til at drive den kollektive trafik", som får "priserne på busrejser på Fyn og Langeland og med Odense Letbane" til at stige.

Største stigning siden 2008

Trafikselskaber over hele landet har hævet priserne. Således også DSB så en enkeltbillet til et DSB-tog i Vestdanmark i gennemsnit er blevet 2,1 procent dyrere. Rejser man på rejsekort, lyder stigningen på 6,9 procent.

Derfor vil det ikke længere være billigere at rejse på rejsekort, skriver Ritzau.

Det er Trafikstyrelsen, der fastsætter, hvor meget selskaberne i den offentlige transport må hæve priserne. Det sker med det såkaldte takststigningsloft.

I år må priserne i gennemsnit så blive 4,9 procent højere.

Det er den højeste gennemsnitlige stigning, siden takststigningsloftet trådte i kraft i 2008.

Odense Letbane oprustede kontrollen af billetter i slutningen af sidste år. Det skete efter at flere og flere blev fanget som gratister.

Oversigt

    Oversigt