Der er en eller anden form for sammenhæng mellem sagerne mod to brødre i forbindelse med dobbeltdrabet i Tusindårsskoven i Odense.
Derfor overvejer Statsadvokaten at samle sagerne mod en 38-årig mand, som er sigtet for selve drabet og hans 35-årige lillebror, som er sigtet for besiddelse af det formodede drabsvåben.
- Der er et forhold, som de begge bebrejdes for, siger chefanklager Jan Stick.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad det er for et forhold.
Lukkede eller åbne døre
Landsretten omstødte, noget usædvanligt, byrettens kendelse om, at sagen mod lillebroren for våbenbesiddelse skal holdes for lukkede døre.
Dermed opfyldte retten anklagemyndighedens ønske.
Årsagen er, at den sigtede for dobbeltdrabet ikke har villet udtale sig, og anklagemyndigheden frygter, at en åben retssag mod lillebroren kan afsløre ting, som den drabsssigtede kan få gavn af i sagen mod ham.
Men hvis Statsadvokaten beslutter at slå de to sager sammen, vil den blive holdt for åbne døre, oplyser Jan Stick.