Efter aftale om lønkompensation: - Jeg er et kæmpe spørgsmålstegn lige nu, siger selvstændig

Efter pres fra flere partier er en ny aftale om kompensation til selvstændige på plads.

Et flertal i Folketinget har aftalt at forhøje loftet for kompensationen til selvstændige under anden nedlukning af landet. Den nye aftale har dog medført forvirring for flere.

quote Jeg har lige snakket med min revisor, så lige nu er jeg bare et stort spørgsmålstegn, hvis jeg skal være helt ærlig

Pernille Bjørn, selvstændig, Odense

Pernille Bjørn er selvstændig. Hun ejer frisørsalonen på Læssøegade i Odense, der hedder Pernille Bjørn.

- Jeg har snakket med hovedjuristen hos håndværkerrådet, og han kan ikke engang svare på det. De har ingen idé om, hvordan de her hjælpepakker dækker, siger Pernille Bjørn om den nuværende situation.

Forvirringen består i, at et af kravene til kompensationen er, at man skal have en fuldtidsansat for at få afgang til 33.000 kroner om måneden.

- Man skal, som jeg kan se det, have minimum én fuldtidsansat for at få adgang til de her pakker. Og jeg har en deltidsansat på 34 timer, så den person bliver ikke dækket, som jeg kan se det, siger Pernille Bjørn.

Se tv-interviewet med Pernille Bjørn.

En række krav skal opfyldes

Et andet krav i den nye aftale er, at selvstændige kun kan få del i kompensationen, hvis de har oplevet en nedgang i omsætning på minimum 30 procent. Og det har Pernille Bjørn.

- Jeg opfylder de fleste krav, men jeg ved for eksempel ikke, om jeg opfylder det krav med ansatte, siger hun.

Den nye aftale lyder blandet andet, at selvstændige fremover kan søge om 30.000 kroner om måneden, og hvis de har ansatte, kan de søge om 33.000 kroner om måneden.

Tidligere lød det beløb på 23.000 kroner.

De op til 10.000 kroner ekstra må dog ikke tages ud til den selvstændige selv, men skal bruges i virksomheden til eksempelvis aflønning.

Fynsk folketingsmedlem begejstret

På trods af forvirringen hos Pernille Bjørn møder aftalen begejstring hos den fynske folketingspolitiker Lars Christian Lilleholt (V).

Så mange danskere driver egen forretning

- Jeg er meget tilfreds med aftalen. Det er en kæmpe sejr for selvstændige, at de nu bliver kompenseret på lige fod med offentlig ansatte. Det har været en sej politisk kamp, siger Lars Christian Lilleholt og fortsætter:

- Det her er en vigtig håndsrækning til rigtig mange. Specielt de mindre erhvervsdrivende er under et enormt pres. Jeg er meget tilfreds.

Men tilbage i frisørsalonen på Læssøgade ved Pernille Bjørn ikke, om hun er købt eller solgt. 

- Jeg har lige snakket med min revisor, så lige nu er jeg bare et stort spørgsmålstegn, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Pernille Bjørn.

- Min mavefornemmelse siger desværre, at jeg nok ikke er dækket. Men nu må vi se, når det hele falder på plads. Det virker lidt ligesom i foråret, hvor politikerne siger noget, og så gælder det ikke helt alligevel, siger hun.

Gælden stiger dag for dag under nedlukningen

Pernille Bjørn kan derfor heller ikke sige, hvad hun tænker om den nuværende aftale, da hun ikke ved, om hun er dækket.

Men hun ved godt, hvordan den økonomiske tilværelse er, hvis hun ikke er dækket.

- Hvis jeg ender med ikke at få noget, så efterlader det mig bare med endnu mere gæld. Den gæld bliver bare større og større.

- Jeg håber inderligt, at jeg er dækket, men jeg ved det virkelig ikke, siger Pernille Bjørn. 

Der er afsat 9,5 milliarder kroner i den nye kompensation til selvstændige. Det finansieres ved statslån. 

I aftalen indgår det også, at de selvstændige kan søge kompensation med tilbagevirkende kraft til 9. december, hvor store dele af landet lukkede ned.

Oversigt

    Oversigt