Ejer estimerer: Om ti år ville alle danskere have set fabrik til 80 millioner kroner

Det første spadestik til en 80 millioner kroner dyr fabrik blev taget i Langeskov onsdag formiddag.

Placeringen af en stor fabrik, der blandt andet skal producere partikelfiltre til brændeovne, er nøje udvalgt.

Ikke bare skal fabrikken Exodraft ligge i Kerteminde Kommune, den skal også ligge lige ud til motorvejen. 

- Hele Danmark kører forbi på et eller andet tidspunkt inden for ti år, tror vi, siger Peter Hermansen, der er medejer af Exodraft. 

Onsdag blev det første spadestik til det store byggeri taget. I alt kommer det til at koste i omegnen af 80 millioner kroner, og håbet er, at den kommende fabrik vil blive kendt i hele landet. 

- Vi ser store perspektiver i de produkter og systemer, som vi har nu, og som vi er på vej med. Blandt andet brændeovnsfiltre, hvor vi kan tage de fine partikler fra brændeovnene, som er helt oppe i tiden for øjeblikket, siger Peter Hermansen. 

Borgmester var med 

Ved fejringen af det første spadestik til det nye byggeri onsdag holdt borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) en tale. Han kaldte det en glædens dag for Kerteminde Kommune. 

- Jeg er rigtig glad for, at der er en virksomhed, som vælger at tro på, at vi som kommune kan danne rammerne, for at de kan få et rigtig godt liv her i kommunen, siger han.

Han er slet ikke i tvivl om, at Exodraft i Langeskov vil få den eksponering, man har brug for. 

- De er ramt lige præcis ind den politiske dagsorden, der er nu med grøn dagsorden og med FN’s verdensmål, siger borgmesteren.

Medejer Peter Hermansen er glad for, at det store byggeri nu er begyndt. Med det håber han, at man får den nødvendige kapacitet til at være en vigtig medspiller på verdensmarkedet. 

- Jeg har købt grunden for nogle år siden, fordi det var en drøm, jeg havde, at jeg gerne ville bygge en stor fabrik igen i Langeskov, siger medejeren. 

Dermed bliver der bygget på den sidste erhvervsgrund på Industrivej, og det har betydning, siger borgmesteren.

- Det viser noget omkring den udvikling, som Kerteminde og Langeskov har gang i, siger han. 

Oversigt

    Oversigt