Fynboerne skal ikke forvente, at det er slut med bandekonflikter på Fyn.
Tværtimod.
En ny bandepakke blev torsdag præsenteret af regeringen, og den skal gøre det nemmere for kommunerne at håndtere kriminelle grupperinger.
Ifølge Bjarke Vestesen, der er journalist på Ekstra Bladets krimiredaktion med bredt kendskab til grupperinger på Fyn, kan voldelige hændelser i konflikten mellem Loyal to Familia og Hell’s Angels sprede sig fra København til Fyn.
- De ting, der sker på landsplan, plejer også at ramme på Fyn. Eskaleringen af konflikten i København mellem Loyal to Familia og Hell’s Angels kan også komme til at betyde, at politiet på Fyn er nødt til at forholde sig til og holde øje med grupperinger, siger Bjarke Vestesen, der er journalist på Ekstra Bladets krimiredaktion med bredt kendskab til grupperinger på Fyn.
For to uger siden blev et 30-årigt bandemedlem skuddræbt i København.
Alliancer mellem grupperinger
Som situationen er nu, er det kun Hell’s Angels, der er til stede i Odense og Nyborg, men det kan ændre sig.
- Selv om Loyal to Familia som sådan ikke er til stede på Fyn, har de en alliancepartner i kraft af en aftale med 9hunna, som er en overvejende somalisk gruppering, forklarer Bjarke Vestesen.
- Så længe der er penge i narko og hash, så længe vil der stadig være rocker- og bandegrupperinger til stede, og som vil være i en konflikt med hinanden, fordi der er rigtig mange penge i det, siger han.
Fyns Politi fastholder samme trusselsbillede
I forbindelse med drabet på det 30-årige bandemedlem med relation til Hell’s Angels var det politiets teori, at Loyal to Familia står bag drabet.
Dengang fik det dog ikke Fyns Politi til at gå op i et højere alarmberedskab.
- Det er ikke noget, vi mener, kommer til at rykke ved det nuværende trusselsbillede, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.
Med torsdagens bandepakke fra regeringen håber politikerne i Odense dog at kunne lukke en rockerborg i Odense.