Én ny type forbrydere holder politiet på mærkerne - og det har ikke toppet endnu

Opklaringsprocenten på internetbaseret kriminalitet er forholdsvis lav, når det drejer sig om for eksempel samhandel. Men vi bliver hele tiden bedre, lyder det fra den fynske politidirektør Arne Gram.

Kriminaliteten er under transformation i disse år. Bankrøverier er sjældne, færre indbrud i private hjem, færre straffelovsovertrædelser. 

Til gengæld vokser kriminaliteten på internettet.

Svindlere, krænkere og pædofile har med andre ord taget endnu et ryk fra den virkelige verden og ind i det digitale univers, hvor de har en fornemmelse af, at de bedre kan gemme sig.

Men det er ikke risikofrit at færdes på nettet, og politiet bliver hele tiden skarpere til at holde øje med dem.

Sådan lyder det fra politidirektør Arne Gram, som tirsdag holder tale ved den årlige og traditionsrige nytårsparole på politigården i Odense. 

- Jeg vil udtrykke det sådan, at vi i dag står et rimeligt godt sted. Men der er også nogle forandringer, som slår mere igennem, end vi har set de foregående år. Den digitale kriminalitet er i vækst, siger politidirektøren.

- Når det drejer sig om almindelig samhandel er der sket en stigning på omkring 500 procent de seneste år. Der er kommet en ny generation, som er fiks på fingrene og som har en oplevelse af, at der er færre risici forbundet med at svindle på nettet end for eksempel ved at gå ud og lave et indbrud.

Kan du komme med nogle eksempler på typisk digital kriminalitet?

- Det kan være et par mærkevaresko, som bliver solgt 35 gange over nettet, men som aldrig bliver leveret. Det kan være krænkelser af seksuel karakter, det kan være databedrageri, eller kriminelle som ringer til ældre mennesker for at tømme deres konti.

Er I gode nok til at opklare denne form for kriminalitet?

- Det er selvfølgelig noget som udfordrer os, men vi har oprettet en helt ny afdeling for IT-økonomisk kriminalitet, og den har virkelig høvlet en række sager igennem.

- Desuden har vi i kredsrådet med de 10 borgmestre på Fyn kigget dybere ind i de unges risikoadfærd på nettet, ligesom vi er begyndt at kigge på nettet som et middel til radikalisering af sårbare unge, som kan blive fanget i et forkert fællesskab. 

- Jeg fornemmer, at der er ved at opstå en erkendelse derude om, at det ikke længere er risikofrit at færdes på nettet, fordi vi rent faktisk følger med i temmelig mange ting.

- Jeg er dog ikke sikker på, at vi har set toppen af denne form for kriminalitet, men jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at halse efter både kompetence- og udviklingsmæssigt.

Arne Gram er politidirektør i Fyns Politi.
Arne Gram er politidirektør i Fyns Politi.
Foto: Foto: Svante Lyngsie, Grafik Stine Mørch

Er I gode nok til at opklare de her sager?

- Det er ofte langt sværere end med den analoge kriminalitet. Dels er der mange mindre samhandelssager, dels er der mange sager, hvor folk har været ganske uforsigtige. Og så er der dem, opererer fra IP-adresser, som står andre steder. 

- Derfor bliver vi også nødt til at skære til og fra ud fra de ressourcer vi har, men specielt i de mindre sager er opklaringsprocenten forholdsvis lav.

Er det et område I kommer til at opruste i 2024?

- Nu følger vi udviklingen, og hvis det går, som vi har set i 2023,  så er det et område, som vil være i vækst nogen tid endnu. Det bliver vi nødt til også at sætte organisationen efter.

Hvad håber du at kunne fortælle til den fynske befolkning, når du næste år skal holde tale ved nytårsparolen 2025? 

- Så vil jeg gerne kunne sige, at vi har knækket kurven på de IT-relaterede kriminalitetstyper, samtidig med, at vi har fastholdt faldet i den analoge kriminalitet. Jeg vil også håbe, at vi kan fastholde det meget glædelige fald, der er i ungdomskriminaliteten.

- Så vil jeg også gerne kunne sige, at den tryghed og tillid, den fynske befolkning har til os, stadig ligger i top. Vi har en tryghed på Fyn, der ligger oppe omkring 87 procent af befolkningen, og jeg håber, at den har manifesteret sig yderligere, når vi mødes igen om et år.

Årstal 2023 fra Fyns Politi

Oversigt

    Oversigt