Kendt skyldig
Den 28-årige mand er blevet kendt skyldig i at have dræbt Esther Jørgensen ved kvælning natten til den 9. februar 2014.
Drabet skete i Esther Jørgensens stuelejlighed på Middelfartvej i Bolbro ved Odense.
Forløbet
Sammen med sin hustru blev den 28-årige inviteret med op i den 79-åriges lejlighed. Han blev i lejligheden efter, at hustruen ved 2.30-tiden tog hjem.
Han har forklaret, at den ældre kvinde på et tidspunkt skældte ham ud for at have ødelagt nogle af hendes ting.
Der er fundet flere ødelagte ting i lejligheden. Desuden var den 28-åriges t-shirt revet i stykker, men det har han ifølge sin egen forklaring selv gjort.
Imidlertid er der fundet DNA fra to blodpletter på t-shirten, og de stammer med stor sandsynlighed fra den dræbte kvinde.
DNA-sporet og det faktum, at de to personer var alene i lejligheden, har peget på den 28-årige som drabsmanden, og den vold, der var brugt, da kvinden blev kværket med et greb om halsen, tyder på, at det skete med forsæt, konstaterer nævningetinget.
Anklager vil have, at den 28-årige mand skal idømmes 12 års fængsel for drabet.
Senere fredag skal retten tage stilling til, hvad straffen skal være.