På grund af beruselse husker 28-årige Mark Christiansen ikke meget fra den nat i februar, hvor 79-årige Esther Jørgensen blev dræbt i sin lejlighed i Odense. Men der er ikke noget grundlag for at lade manden slippe for straf.
Sådan lyder afgørelsen fra Retten i Odense, som fredag ved middagstid har idømt Mark Christiansen 12 års fængsel for drabet på den ældre kvinde.
Han ringede selv
Det var Mark Christiansen selv, der om morgenen den 9. februar slog alarm og fortalte politiet, at han befandt sig i en lejlighed, hvor Esther Jørgensen lå død på gulvet i soveværelset.
Han blev siden fængslet i sagen og tiltalt for drabet, men han har hele vejen igennem nægtet sig skyldig, og han har da også valgt at anke dommen med påstand om frifindelse eller i det mindste en mildere straf.
Mark Christiansen var efter en selskabelig aften hos nogle bekendte, hvor der blev serveret gule ærter og brændevin, sammen med sin hustru taget med Esther Jørgensen hjem for at fortsætte festlighederne.
Ud på natten valgte hustruen at tage hjem, men Mark Christiansen blev i lejligheden, hvor han overnattede på en sofa.
Da politiet kom til stedet næste dag, var der tegn på tumult i lejligheden. En af betjentene på stedet har under retssagen forklaret, at der lå smadrede askebægre, og hun bemærkede særligt en stor keramik-kat, som lå med bugen i vejret.
En obduktion af Esther Jørgensen afslørede, at hun var blevet kværket til døde.
Mark Christiansen har fortalt, at han flere gange har haft blackout, når han har drukket, og at han i den forbindelse blandt andet har kastet sig ud af en kørende bil, fordi han troede, at han blev jagtet af rockere.
Retten har dog vurderet, at Mark Christiansen ikke kan anses som utilregnelig i gerningsøjeblikket, og han er derfor idømt en almindelig fængselsstraf.
Mark Christiansen ankede sin dom til Østre Landsret.