Få batterierne skiftet ved motorvejen

Transportminister Henrik Dam Kristensen indviede fredag to nye batteriskiftestationer til el-biler ved rastepladserne Kildebjerg på Fyn.

Stationerne ved Kildebjerg-rastepladserne ved den fynske motorvej udgør sammen med 10 andre batteriskiftestationer en elbilkorridor mellem København og Aalborg, som elbiloperatøren Better Place har opsat.

Her kan elbiler med udskifteligt batteri få skiftet batteriet på fem minutter.

- En grøn og bæredygtig transportpolitik er en af mine vigtigste mærkesager som minister. Og jeg er meget tilfreds med, at elbilerne nu for alvor gør deres indtog på motorvejene og dermed forbedrer vilkårene for miljøvenlig transport herhjemme, siger transportminister Henrik Dam Kristensen, Soc. Dem.

Inden årsskiftet er et nationalt netværk af i alt 18 stationer på plads, der gør det muligt at køre landet rundt i elbil uden at holde lange pauser undervejs for at lade op.

Aftalen mellem Vejdirektoratet og Better Place løber frem til 2032.

Oversigt

    Oversigt