Fængselsansat fængslet for indsmugling

Kvindelig ansat fra fængslet i Nyborg har været varetægtsfængslet for at smugle telefoner ind til de indsatte.

En ansat ved Statsfængslet i Nyborg er nu under mistanke for at have smuglet mobiltelefoner ind til de indsatte.

Kvinden har siddet fængslet i omkring en måned, mens politiet efterforskede sagen, men hun er nu løsladt igen, erfarer Ritzau.

Sagen om kvindens varetægtsfængsling har været mørklagt og er kørt for dobbeltlukkede døre hos Retten i Svendborg.

Der er mistanke om, at den kvindelige ansatte smuglede de forbudte telefoner ind i fængslet mere end en gang.

Hun er blevet løsladt igen, fordi politiet er så langt fremme med deres efterforskning, at sagen snart kan overgå til juristerne, der skal tage stilling til, om kvinden skal tiltales.

Den ansatte er sigtet efter straffelovens paragraf om offentligt ansatte, der misbruger deres stilling.

Sagen bekræftes af kilder i Kriminalforsorgen og politiet, men hos fængslet i Nyborg ønsker ledelsen ikke at oplyse nærmere.

- Den slags er personalesager, og det kommenterer vi ikke på, siger fungerende inspektør Henrik Marker.

For et par år siden blev en anden fængselsansat ved arresten i Helsingør anholdt på en lignende mistanke. Han blev straffet med 20 dages fængsel i byretten, men frifundet i landsretten.

En lillebror til en indsat havde presset ham flere gange til at tage en telefon med ind til broren, og til sidst sagde han ja. Han modtog telefonen, men gennemførte aldrig selve indsmuglingen. Derfor blev han frifundet.

Oversigt

    Oversigt