Farlig flugtfange efterlyses i hele verden

Den 48-årige Per Bjørnskov Madsen, der betegnes som farlig, er stadig ikke fundet efter sin flugt fra det psykiatriske hospital i Middelfart den 6. juni.

Politiet i Nyborg har stadig ikke fundet den 48-årige Per Bjørnskov Madsen, som siden den 6. juni har været på flugt fra det psykiatriske hospital i Middelfart.

Der er nu udsendt en verdensomspændende efterlysning af manden, der betegnes som sindssyg og farlig.

Manden er god til at falde ind i en mængde og ligner ifølge politiet en typisk "leverpostejdansker".

Politiet beskytter mandens ekssamlever og søn i Nyborg, idet psykiatere betegner den 48-årige mand som "lynende farlig" over for eks-samleveren og sønnen.

Der er ifølge lederen af lokalpolitiet i Nyborg, Niels Christian Larsen, ikke tvivl om, at Per Bjørnskov Madsen har været i Nyborg under sin flugt.

- Men vi ved ikke, om han har følt sig presset til at søge andetsteds. Vi kan ikke udelukke, at han er flygtet til udlandet, siger Niels Christian Larsen.

Politiet har sigtet en kvinde og nærtstående familiemedlem for at hjælpe manden til at flygte, idet hun gav ham 3000 euro, mens han stadig befandt sig på hospitalet i Middelfart.

Folk i Nyborg og omegn opfordres til at kigge efter i sommerhuse, jægerhytter, udhuse og campingvogne for spor efter, om nogen kan have skjult sig, siger Niels Christian Larsen.

Oversigt

    Oversigt