Ydmyg tilgang
Jesper Tollefsen har senest trænet i Lolland Falster Alliancen, hvor han sørgede for nærmest mirakuløse resultater i den sidste del af sæsonen.
Det er en træner med et fint CV, der skal bringe FC Fyn tilbage til 1. division. Han har blandt andet været assistentræner i AGF, Cheftræner i Århus Fremad og har trænet på Island i en periode.
Jesper Tollefsen har endda en såkaldt pro-licens, hvilket er den højeste træneruddannelse i Europa. Alligevel mener træneren ikke, at han er overkvalificeret til at træne det fynske hold i 2. division.
- Jeg tror det er vigtigt at have en ydmyg tilgang til tingene, og jeg kommer jo fra en 2. divisionsklub i forvejen. Hvis jeg vil træne i 1. division, så kan jeg jo selv være medvirkende til det, siger Jesper Tollefsen til TV 2/FYN.
Hård opgave
Det bliver noget af en opgave den nye træner får. Der er nemlig kun en oprykningsplads at kæmpe for, og der er 32 hold i 2. division, der drømmer om netop den plads.
Udover Jesper Tollefsen kunne direktør Kim Brink også præsentere Lars Mejnert som ny assistenttræner. Lars Mejnert har tidligere været træner i blandt andet Otterup og Middelfart.
Ny målmand
Mellem stængerne er der også nyt blod i den kommende sæson. I hvert fald er der blevet øget konkurrence om pladsen efter at FC Fyn nu har tegnet kontrakt med 23-årige Lasse Sømmergaard fra Nordvest FC. Målmanden var for få uger siden på træningslejr med OB, men fik ingen kontrakt med dem. Nu bliver det så til fynsk fodbold alligevel.