Fedmerapport: Hver femte teenager vejer for meget

Hvert femte barn er overvægtig, viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

Hver femte danske teenager vejer for meget. Er forældrene lavtuddannede, er det hver tredje teenager.

Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der tilføjer nye, bekymrende tal til problematikken om den stigende overvægt hos danskere. I dag er mere end hveranden voksen overvægtig.

Peter Olesen er lærer og bevægelsesvejleder på Thurø Skole. Han har læst rapporten, men han er langt fra chokeret over udviklingen i overvægt blandt de unge.

- For mig er det ikke specielt overraskende. Jeg skrev min første opgave om bevægelse i 2014 parallelt med skolereformen. Den blev jo født af, at man allerede dengang vidste, at man havde en begyndende fedmeepidemi. Jeg synes ikke, det er så voldsomt. Det er 19 procent. Hvis du tager til USA, er det jo langt højere tal, siger Peter Olesen.

Bevægelse skal være en del af  undervisningen

Fedme kan være årsag til flere livsstilssygdomme, blandt andet diabetes. Men fedme forhøjer også risikoen for flere typer kræft.

Derfor er det vigtigt at sætte ind over for den gruppe af unge, der bærer rundt på for mange kilo i teenageårene,  mener Line Laub, chefkonsulent hos Kræftens Bekæmpelse.

- 70 procent af unge overvægtige tager det med ind i voksenalderen. Hvis vi ikke får vendt udviklingen, så får vi et meget stort pres på overvægtige blandt voksne, siger hun til Ritzau.

I Svendborg Kommune har der i flere år været fokus på bevægelse og flere idrætstimer i folkeskolen, så man hjælper børnene til at holde sig sunde og aktive.

Derfor mener Peter Olesen også, at lysten til bevægelse skal grundlægges, længe før børnene bliver teenagere.

- Det er noget med vaner. I dansk har vi arbejdsvaner, i idræt har vi bevægelsesvaner. Og nu skal vi have bevægelsesvaner i alle fag. Jeg prøver på at få alle faglærere i de små klasser med på, at læring ikke er noget, man sidder med. Det er noget, man bevæger sig til. Så får børnene lært nogle gode vaner, og dem tager de med sig. Også op i de store klasser. Der skulle der gerne have en naturlig trang til at bevæge sig, og den skal de lære i de små klasser, siger Peter Olesen.

Oversigt

    Oversigt