Flere fynske kvikteststeder på vej: - Formålet er at få banket smitten ned

Der kommer flere kvikteststeder til Fyn i de kommende uger, bekræfter Carelink-direktør, der dog ikke kan afsløre hvor.

Smitten er høj over hele landet og efterspørgslen på tests stor. Det gælder også i Region Syddanmark og på Fyn.

Derfor er der flere kvikteststeder på vej, fortæller Brian Rosenberg, administrerende direktør i Carelink, der står for kviktest i regionen.

- Det er ikke ressourcer, det er de fysiske begrænsninger, der gør, at vi er nødt til at udvide. Vi kan ikke få flere igennem på de steder, vi er, siger han til TV 2 Fyn.

I denne uge er planen, at der skal åbnes syv til ti nye teststeder. Direktøren ved dog endnu ikke, hvor de bliver placeret. 

- Man kan se dem på regionens hjemmeside efterhånden, som de åbner. Men vi har blandt andet kigget på nye steder i Svendborg og Odense, siger han.

Skal ikke nå tidligere niveau

Ifølge Carelink forventes det også, at der bliver åbnet flere teststeder i den kommende uge.

Det vil ske i takt med, at deres folk finder brugbare lokationer. Det er dog ikke meningen, at det skal nå op på samme niveau som tidligere på året, hvor regionen havde 120 kvikteststeder, understreger Brian Rosenberg.

- Formålet er at få banket smitten ned. Vi kan opfange endnu flere smittede, hvis vi kommer tættere på borgerne. Vi vil sikre os, at flest muligt har lettest mulig adgang, siger direktøren.

Mangler ikke podere

Carelink har i øjeblikket en testkapacitet på 39.000 om dagen på de nuværende 33 teststeder. I fredags, som er en af de travleste dage, blev der testet omkring 27-28.000 i regionen.

Og det er altså ikke podere eller tests, der mangler for at komme nogle af køerne til livs. 

Derfor er Carelink løbende på udkig efter oplagte, store testlokaler, fortæller Brian Rosenberg.

Man har dog så vidt muligt forsøgt at åbne i samme lokaler som tidligere, men det har ikke været muligt alle steder.

- Nogle af de lokaler, vi brugte før, er blevet inddraget til det, de tidligere blev brugt til, og andet er blevet lejet ud til anden side. Vi har forsøgt at åbne de samme steder, hvor det var muligt, fordi det kommunikativt er nemmere, og folk ved, hvor det er, siger Carelink-direktøren.

Find en oversigt over både kvik- og pcr-teststeder i regionen her.


Oversigt

    Oversigt