Et uheld med en væltet grisetransport ved Korsør lukkede onsdag morgen for al biltrafik i retning mod Sjælland.
På grund af uheldet havde trafikken i østgående retning svært ved at komme af Vestmotorvejen efter Storebæltsbroen. Så for at undgå kødannelser på broen, holdt Fyns Politi trafikken tilbage på Fyn, hvor de i stedet afviklede den drypvis.
Tidligt på formiddagen meldte Sund & Bælt ud, at broen ville blive åbnet og lukket flere gange i løbet af dagen for at få afviklet trafikken.
Men for ikke at skulle gøre det, forsøgte politiet altså at afvikle trafikken i mindre 'puljer'.
Det fortalte Sund & Bælts kommunikationschef, Lene Gebauer Thomsen, til TV 2/Fyn.
- For at undgå at skabe en trafikprop på Sjællandssiden, og for at undgå at skulle åbne og lukke broen hele dagen, så har politiet valgt at gøre sådan, siger Lene Gebauer Thomsen.
Fem kilometer kø
Den drypvise afvikling førte til massiv kø ved Knudshoved og Nyborg, hvor der omkring klokken 11 var op mod fem kilometer kø.
- Her klokken 12 vurderer politiet, at der stadig er cirka fem kilometer kø. Politiet lukker omkring 30 biler igennem hvert andet minut, så trafikken bliver afviklet, men det går langsomt, fortalte TV 2/Fyns reporter ved broen, Thomas Mengers Karstensen, senere på formiddagen.
Broen var i retning mod Sjælland helt lukket tidligt onsdag morgen, men omkring klokken otte åbnede Storebæltsbroen igen op for biltrafikken, der altså blev doseret af Fyns Politi.
E20 Vestmotorvejen var i flere timer spærret ved Halsskov i østgående retning, og først klokken 14.51 var alle spor igen farbare. I retning mod Fyn blev trafikken ikke påvirket.