Første fynske corona-testcenter på vej

Arbejdet med at etablere det første fynske testcenter for coronavirus er påbegyndt i Odense.

Det første fynske coronavirus-testcenter er nu på vej til at blive sat op.

Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2/Fyn.

- Jeg kan bekræfte, at det første testcenter er på vej op, siger Asbjørn Høj Larsen, der er politikommissær og operationel planlægger hos Fyns Politi.

Han ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger omkring testcentret.

Det første fynske testcenter kommer til at ligge ved Hærhjemmeværnsdistrikt Fyns bygninger på Vibelundvej i det vestlige Odense.  

Oprindeligt bad Fyns Politi Svendborg, Nyborg, Odense og Middelfart kommuner om at finde plads til fem store testcentre, så flere fynboer fremover kan blive testet for coronavirus.

Siden da har der været radiotavshed fra samtlige myndigheder omkring testcentrene, og det er derfor usikkert, hvorvidt de øvrige fire testcentre overhovedet bliver etableret.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er der indtil videre ikke planer om at igangsætte arbejdet med flere testcentre andre steder på Fyn.

Udnytter ikke eksisterende testkapacitet

TV 2/Fyn har i de seneste dage fortalt, at Region Syddanmark i forvejen ikke udnytter den testkapacitet, som der er til rådighed.

Således har regionen siden 28. marts haft mulighed for at teste 22.800 syddanskere for coronavirus. Men det faktiske antal testedet er langt lavere. Faktisk er kun 11.197 blevet testet.

Det viser tal fra Region Syddanmark.

- Vi har enkelte dage været over 1.200 test, men de øvrige dage ligger vi nogle gange nede på kun en fjerdedel, af det vi kan håndtere, sagde koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, til TV 2/Fyn torsdag.

Det lave antal tests skyldes ifølge koncerndirektøren Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvem der skal testes for coronavirus.

Oversigt

    Oversigt