I hele landet deltager 1300 sogne sammen med Folkekirkens Nødhjælp i landsindsamlingen.
- Vi må aldrig miste evnen til at føle med de mødre og fædre, der må opleve den ufattelige sorg at se deres børns liv truet af sult. Heller ikke selvom det er børn, der bor mange tusinde kilometer væk fra Danmark, siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær.
På Fyn er manglen størst i Odense, hvor der er 290 ledige ruter, men også i Faaborg-Midtfyn og på Nordfyn er der akut mangel på indsamlere.
- Det er en alvorlig sag, vi samler ind til. Og vi har brug for alle gode kræfter. Derfor vil jeg gerne opfordre alle, som har tid til at give tre timer søndag formiddag, til at melde sig som indsamler, siger Henrik Stubkjær.
868 millioner mennesker på kloden er daglig plaget af sult eller underernæring. Hvert 12. sekund dør et barn af sult. Blandt de mest sårbare er kvinder og børn på flugt. Folkekirkens Nødhjælp bekæmper sult gennem akut katastrofehjælp, langsigtet udviklingsarbejde og gennem fokus på menneskers rettigheder.