Forbud mod trawlfiskeri: - Fiskerne tages som gidsler

Skal havmiljøet i Lillebælt reddes, så er et forbud mod trawlfiskeri ikke den rigtige løsning, mener Bælternes Fiskeriforening.

 - Fiskerne tages som gidsler i det her og får skyld for alverdens ulykker. Der er mange ting i det her, der er fuldstændigt ude af proportioner.

Sådan lyder det fra Allan Buch, der er formand for Bælternes Fiskeriforening, efter at 13 borgmestre har skrevet under på et brev til miljøminister Magnus Heunicke (S) med et ønske om at forbyde trawlfiskeri i Lillebælt.

Men forbuddet er den forkerte vej at gå, hvis man vil passe på havet, mener Allan Buch.

 - Det er ganske få, der fisker rundt om Fyn. Det er ikke mange, det handler om. Det er for nemt og for billigt sluppet at give fiskerne skylden. Jeg opfatter det som en strategi for at få fokus væk fra alt det affald, vi smider i havet, som i virkeligheden er det, der ødelægger havet.

Iltsvind i danske farvande

Brevet fra de 13 borgmestre kommer på baggrund af de nyeste rapporter og billeder fra havbunden, der viser et havmiljø i krise. Berlingske satte for nylig fokus på iltsvindet i havet efter i et år at have rejst rundt og med billeder dokumenteret, hvordan iltsvindet påvirker livet i de danske farvande.

Årets iltsvindsrapport for september fra Aarhus Universitets eksperter, der udkom for nylig, bekræfter billedet: Niveauet af iltsvind i de danske farvande er i år det højeste i 20 år.

Men skal man have bugt med iltsvindet, er dét at forbyde trawlfiskeri ikke vejen frem, mener Allan Buch.

 - Man bør gribe i egen barm først fremfor at gøre noget, der nærmest ikke har effekt. Vi leder pfas, havneslam, medicinrester, klapmateriale og spildevand fra landbruget ud i havet. Man lader det bare sive direkte ud i havet.

Ekspert: Fiskeri er ikke den største synder, men en del af problemet

Ifølge professor på DTU Aqua Jens Kjerulf er fiskeriet ikke den største synder.

 - Det er ikke fiskeriet, der giver iltsvind, hvilket lige nu er det største problem i Lillebælt. Udledningen af næringsstoffer fra landbruget er den største synder og det, der giver iltsvind.

Dermed ikke sagt, at fiskeriet ikke gør en forskel på havbunden.

- Fiskeriet påvirker også havbunden, men det er ikke det, der er det største problem i Lillebælt. Hvis borgmestrene gerne vil gøre noget godt for det lokale havmiljø, skal de skrive til miljøministeren og bede ham gøre noget ved landbrugets udledninger af næringsstoffer, siger Jens Kjerulf.

Ikke mange fiskere tilbage

Borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen (S), er en af underskriverne af brevet. Han er enig i, at bundtrawl ikke er det eneste problem i Lillebælt.

Han fortæller i dag til TV 2 Fyn, at iltsvind og næringsstoffer fra landbruget også spiller en rolle. Men derfor mener han stadig, at det vil være en god idé at forbyde trawlfiskeri.

- I dag er der ikke ret mange fiskere ved Lillebælt, der lever af bundtrawl. Jeg tror faktisk, at det kan tælles på en hånd, siger borgmesteren.

Han ser det derfor som en kærkommen lejlighed til at droppe trawlfiskeriet, og i stedet satse på mere bæredygtigt fiskeri eller lystfiskerturisme.

Han forsikrer dog, at de fiskere, der rammes af et eventuelt forbud, skal hjælpes.

- Man skal gøre alt for at række hånden ud og finde nogle muligheder.

Trawling påvirker iltsvind

På trods af at trawling på havets bund ikke er det største problem i havene, er trawling en medspiller.

I rapporten 'Miljøtilstand og presfaktorer i Lillebælt', der er udarbejdet af DTU Research Database, står der:

"Fiskeri med bundslæbende redskaber påvirker havbunden og dermed havbundens levesteder og de organismer, som lever i og på havbunden. Bundfauna samt makroalger og ålegræs kan blive fjernet eller beskadiget ved den direkte fysiske kontakt med redskabet, og havbunden kan ændre struktur."

Jens Würgler Hansen, der er seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og har været med til at lave rapporten, slår fast:

 - Fiskeri med bundtrawl i iltsvindsfølsomme områder er ikke en god idé, fordi det fremmer udviklingen af iltsvind.

På Langeland har fiskere tidligere advaret om, at et forbud mod trawlfiskeri vil ødelægge erhvervsfiskeriet i Bagenkop.

Oversigt

    Oversigt