Fra mandag: Lyntest kommer ud til dig

Fra mandag bliver det muligt for kommunerne, at få daglige besøg af biler med lyntest. Håbet er at øge antallet af test.

Samtidig med at Carelink overtager alle lyntest på Fyn og resten af Region Syddanmark bliver test også et mobilt tilbud, der fordeles i samarbejde med kommunerne, som alle får mulighed for at få daglige besøg af hurtigtestbiler.

Det sker fra 1. februar, hvor cirka 10.000 test om dagen vil blive tilbudt fra testbiler rundt i kommunerne.

Med ændringen håber regionsrådsformand Stephanie Lose (V), at antallet af test vil stige:

- Indtil nu har vi haft mange flere test tilgængelige end borgere, der ville testes. Når vi nu gør så stor en del mobile, så er det også med et håb om, at vi i højere grad kan få brugt den kapacitet, vi har, siger regionsrådsformanden.

Hun tilføjer at testbilerne både kan bruges til at køre helt ud til for eksempel plejehjem og sociale institutioner. 

- Vi skal udnytte over 10.000 mobile test hver dag bedst muligt i forhold til at forhindre smitteudbrud og bryde smittekæder, siger Stephanie Lose.

Med de mobile testenheder er der desuden mulighed for, at regionen i perioder kan rykke en større del af testkapaciteten til de områder, hvor der kan være særligt behov for det. Eksempelvis på grund af smitteudbrud.

Antallet af tilgængelige test i hver kommune bestemmes på nuværende tidspunkt af indbyggertallet i kommunen.

Regionen har bedt kommunerne om at lave forslag til køreruter for de mobile enheder inden for de nationale prioriteringsrammer. Det vil bero på kommunale vurderinger af, hvordan hurtigtestene bedst benyttes. 

Målgruppen for hurtigtests er personer uden symptomer på covid-19 og personer, der ikke er "nære kontakter", men som generelt er udsat for smitterisiko.

Seks fysiske centre

Udover hurtigtestbilerne vil Carelink også åbne faste hurtigtestcentre seks steder i regionen. Her vil man kunne teste i alt 7.000 syddanskere om dagen.

Åbningstiderne er 08.00 til 20.00 og på Fyn drejer det sig om disse to testcentre:

  • Ørbækvej 101, 5220 Odense SØ
  • Johannes Jørgensens Vej 10 (Midtbyhallen), 5700 Svendborg

Den øvrige del af Syddanmark:

  • Limfjordsvej 3, 6715 Esbjerg N
  • Vestergade 14 (Bygning 7), 6230 Rødekro
  • Ålegården 2, 6000 Kolding
  • Billund Lufthavn

I alt vil kapaciteten for lyntest således fra mandag være op til 17.000 daglige lyntest - heraf vil 60 procent af kapaciteten være mobil.

Forskel på brugen af hurtigtest og PCR-test

 

Oversigt

    Oversigt