De fynske kommuner er langt fra i mål med at sikre drikkevandet mod giftrester.
Det viser en opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening gennemført ved udgangen af 2022 med data fra Danmarks Arealinformation.
Kun 7,4 procent af de boringer, der kræver beskyttelse i det fynske område, er blevet beskyttet, viser undersøgelsen. Det er en ringe trøst, at det ser værre ud på landsplan, hvor kun 6,6 procent af de sårbare drikkevandsområder er sikret.
Beskyttelse af drikkevand
I følge den politiske aftale fra 2019 skulle der indføres et generelt sprøjteforbud, hvis ikke kommunerne var kommet i mål med indsatsen ved udgangen af 2022. Dette er dog ikke sket.
Miljøministeren og partierne bag skulle have gennemgået indsatsen og have startet forhandlingerne om en ny akutplan i tirsdags – men forhandlingerne er imidlertid udsat til en gang efter vinterferien.
Lang vej igen
Syv ud af 10 fynske kommuner har overhovedet ikke fået gjort noget ved de sårbare vandværksboringer, der var udpeget i kommunen. Assens og Odense har sørget for beskyttelse af 6 procent af de udpegede boringer, mens Nyborg er kommet i mål med 46 procent af de sårbare boringer.
I Nyborg Kommune har man i 21 tilfælde tilbudt lodsejerne en frivillig aftale. En indsats er gennemført i 18 tilfælde, fremgår det af tallene fra Danmarks Naturfredningsforening.
I nabokommunen Kerteminde, hvor tre vandværker står for vandforsyningen, er der som oplyst ikke sikret en eneste sårbar drikkevandsboring.
Forsinket i Kerteminde
Ifølge TV2 Fyns oplysninger skyldes det, at kommunen kom meget sent i gang med at lave indsatsplaner. I 2016 fik kommunen pesticid-forurening i otte boringer og levede i tre år med dispensationer. Ni nye boringer måtte etableres og risikovurderes, og man kom derfor meget sent i gang med indsatsen, som i øvrigt ikke nåede at blive registreret.
Samtidig har lodsejerne ikke stået i kø for at lave frivillige aftaler, erfarer TV 2 Fyn.
Formanden for kommunens klimaudvalg Heino Salling (EL) har ikke reageret på TV 2 Fyns henvendelser.
Flere steder i landet har lodsejerne valgt at tage erstatningerne for deres landbrugsjord helt til overtaksationskommissionen, og der har været i vis tilbageholdenhed af frygt for, at prissætningen ramte skævt, hvis man indgik aftaler for hurtigt. Desuden er der mange små vandværker, der har skullet blive enige med de lokale lodsejere i området.
I Nyborg har man 15-16 vandforsyningsselskaber i kommunen.
Aftale med godsejer i Nyborg
Det største selskab, Nyborg Forsyning og Service (NFS), har indgået en aftale med en af kommunens helt store lodsejere, nemlig Gregers Juel, hvor det er lykkedes at sikre grundvandsboringerne ved hjælp af et mageskifte, oplyser direktør Erik Hansen fra NFS.
Det er ikke fordi, problemet med at sikre rene drikkevandsboringer, ikke er påtrængende.
Fra 2017 til i dag har man eksempelvis på Ærø fundet pesticider i alle boringer, viser en oversigt fra Danmarks Naturfredningsforening, i Nyborg er det 71 procent af boringerne. Bedst står det til i Assens, hvor det kun er pesticidrester i 49 procent af boringerne.
Spillet fallit
I en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening udtaler præsident Maria Reumert Gjerding, at ideen om frivillige aftaler har spillet fallit.
– Det er danskernes rene drikkevand. Det kan vi ikke gamble med og lade være op til frivillighed. Vi ved, at mange kommuner, vandværker, jordejere og landmænd har fundet processen meget besværlig. Den her øvelse har ikke været nem for nogen, og det understreger jo blot, at strategien med at lægge det ud til kommunerne at sikre frivillige aftaler har været forkert. Hvis vi vil beskytte vores drikkevand nu, så skal vi en anden vej, siger Maria Reumert Gjerding.
Birgit S. Hansen, der er formand for klima- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, ærgrer sig.
– Kommunerne har vi i den grad lagt os i selen med vores del af opgaven. Men det er altså vandværkerne og lodsejerne, der har skullet indgå de frivillige aftaler, og det er virkelig ærgerligt at se, at det kun er lykkedes få steder, siger Birgit S. Hansen.
Kommune | Antal udpegede BNBO i alt (2022) | Ikke gennemgået | Ingen erhvervsmæssig anvendelse af pesticider | Gennemgået, indsats ikke nødvendig | Gennemgået, indsats nødvendig | Frivillig aftale tilbudt | Indsats gennemført | Vurderet til at kræve beskyttelse i alt. | Indsats gennemført (procentandel ud af de BNBO'er, der kræver beskyttelse) | Indsats gennemført (procentandel ud af alle udpegede BNBO'er) |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Assens | 111 | 0 | 52 | 25 | 27 | 5 | 2 | 34 | 6 | 2 |
Faaborg-Midtfyn | 67 | 0 | 31 | 3 | 31 | 2 | 0 | 33 | 0 | 0 |
Kerteminde | 25 | 25 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
Langeland | 29 | 0 | 4 | 1 | 12 | 12 | 0 | 24 | 0 | 0 |
Middelfart | 71 | 0 | 16 | 10 | 11 | 34 | 0 | 45 | 0 | 0 |
Nordfyns | 81 | 0 | 17 | 28 | 4 | 32 | 0 | 36 | 0 | 0 |
Nyborg | 53 | 0 | 9 | 5 | 0 | 21 | 18 | 39 | 46 | 34 |
Odense | 70 | 0 | 33 | 4 | 30 | 1 | 2 | 33 | 6 | 3 |
Svendborg | 63 | 0 | 0 | 29 | 11 | 23 | 0 | 34 | 0 | 0 |
Ærø | 31 | 0 | 0 | 11 | 0 | 20 | 0 | 20 | 0 | 0 |
I alt: | 601 | 25 | 162 | 116 | 126 | 150 | 22 | 298 | 7,4 | 3,7 |