- Det er tørt, selvom vi har nattefrost og duggede græsplæner.
Sådan siger Kenny Christensen, indsatsleder ved Beredskab Fyn.
Sammen med Danske Beredskab appellerer han til have- og naturfolket om, at være opmærksomme på brugen af grill, ukrudtsbrænder, bålsteder og åben ild.
- Det behøver ikke nødvendigvis, at være juni, juli og august før der er brandfare. Der er allerede nu meget væske, der er forsvundet fra vegetationen, og derfor brænder det nemmere, siger Kenny Christensen.
Specielt lørdag viser det nye brandfareindeks, at det meste af Fyn og øer, når op på orange, hvilket betyder "høj brandfare".
Person med ukrudtsbrænder sigtet
Så sent som mandag blev en person sigtet for overtrædelse af brandloven.
Personen blev sigtet efter der udbrød brand i et bindingsværkshus på Rybergsvej i Sønderby ved Ebberup.
Ifølge Fyns Politis døgnrapport havde den sigtede benyttet en ukrudtsbrænder ved en mindre hæk, som stod placeret på et af huset.
Ukrudtsafbrændingen fik fat hækken og ilden bredte sig til stråtaget.
Man skal kun svitse
Kenny Christensen gør opmærksom på, at man ikke skal anvende ukrudtsbrændere tæt på hverken hæk eller hus. Han tilføjer:
- Bruger man bruger ukrudtsbrænder skal man kun lige svitse - der ligger stadig tørre blade fra sidste år.
Han anbefaler skuffejernet, men tages ild i brug, så hav altid vand i nærheden. Og brug kun åben ild i stille vejr, siger han.
- Vi appellerer til folks sunde fornuft om, om det er nødvendigt at bruge ukrudtsbrænder eller tænde et bål, siger Kenny Christensen.
Lille gnist - store problemer
I en advarsel torsdag skriver Danske Beredskab, at det er vigtigt at være ekstra påpasselig, hvis haven skal trimmes, pølserne grilles eller varmes over bål, eller hvis man på anden måde bruger åben ild.
Én lille gnist kan give mange store problemer, konstaterer beredskabet.
Særligt er naturbrande på det seneste blusset op fordi ekstra mange er ude for at nyde vejret og naturen. Det har betydet stor aktivitet for beredskabet mange steder i landet. Så selvom bål og kogeapparat er hyggeligt, skal man passe på.