Fyn har tabt flest arbejdspladser

På tre år er flere end 65.000 arbejdspladser i industrien gået tabt. Og det har særlig kostet mange på Fyn jobbet.

På Fyn er mere end hver fjerde industrijob lukket siden 2009, og det gør øen i midten til den landsdel i Danmark, der er hårdest ramt, skriver Fagbladet 3F.

- Det ser sort ud her på Fyn, siger Stig Arresø Møller, der er formand for 3F Industri i Odense.

Lukning af Dalum papirfabrik i 2012 og Wittenborg i 2011 har gjort ondt.

De to store arbejdspladser røg til Frankrig og Italien. Det har kostet godt 400 3F'ere deres job.

Senest er medicinfabrikken Orifarm gået i gang med at lukke

produktionen ned. Det koster 160 arbejdspladser, der flytter til Tjekkiet.

- Flere har valgt at gå på efterløn, fordi de ikke kunne få nyt arbejde. Og så har vi nogle, der står til at miste deres dagpenge, lyder det fra industriformanden.

Her er tabt flest industrijob siden 2009:

Fyn: -28 procent

Vest- og Sydsjælland: -21 procent

Sydjylland: -20 procent

Vestjylland: -19 procent

Nordsjælland: -19 procent

Nordjylland: -18 procent

Bornholm: -18 procent

Østjylland: -18 procent

Østsjælland: -15 procent

Københavns omegn: -7 procent

København by: -4 procent

Danmark i snit: - 18 procent.

Kilde: Antal beskæftigede i industrien 2009-2012, Danmarks

Statistik.

Oversigt

    Oversigt