Fyn sender Ellemann junior i Folketinget

Fynboerne sikrer også, at Kristian Thulesen Dahl på tinge får selskab af sin storebror Jens Henrik.

Valget på Fyn blev en familiefest både i Venstre og i Dansk Folkeparti.

Venstre nåede op på fire mandater i Fyns Storkreds. Tre af mandaterne blev hurtigt besat af de to genopstillere Lars Christian Lilleholt med 10.770 personlige stemmer og Erling Bonnesen med 7819 stemmer samt Jakob Ellemann-Jensen, der hev 7786 stemmer hjem.

Sidstnævnte er søn af tidligere V-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og bror til miljøminister Karen Ellemann.

Det fjerde og sidste V-mandat snupper Jane Heitmann med kun 4196 personlige stemmer. Hun sidder i byrådet i Faaborg og har afløst Britta Schall Holberg i Assens-kredsen.

Dansk Folkepartis mandater går som forventet til Jens Henrik Thulesen Dahl, der er bror til den mere kendte Kristian Thulesen Dahl, og genopstilleren Alex Ahrendtsen. De fik henholdsvis 5594 og 2462 personlige stemmer.

Pernille Skipper er blevet belønnet for Enhedslistens fremgang med partiets eneste mandat i Fyns Storkreds. Hun scorede 3243 personlige stemmer og kan nu glæde sig over at kunne deltage i hele landets politik.

Liberal Alliance, der ikke deltog ved valget i 2007, har fået et mandat, som går til Merete Riisager, der overlegent vandt med 2559 personlige stemmer.

Merete Riisager har i en årrække været folketingskandidat for De Radikale på Fyn som suppleant for Niels Helveg Petersen, men skiftet til Liberal Alliance har altså nu givet hende en plads i Folketinget.

Socialdemokraterne gik et mandat frem og har nu fordelt de fem styk. Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil hiver det største antal personlige stemmer hjem på hele Fyn.

16.919 stemte på hende, og det ene mandat er dermed hendes.

Gruppeformand Carsten Hansen har med under halvt så mange stemmer, nemlig 8171, også fået et mandat.

Der var meget tæt kamp om de sidste tre mandater mellem kandidaterne Poul Andersen, Julie Skovsby, Niels Christian Nielsen, Trine Bramsen og Jan Johansen.

Først ved sidste valgkreds' optælling kunne resultatet slås fast. Trine Bramsen med 4497 personlige stemmer, Jan Johansen med 4218 stemmer og Julie Skovsby med 3960 stemmer skal fremover deltage i Danmarks politik fra Christiansborg.

Eneste konservative folketingsmedlem i Fyns Storkreds blev fundet efter en hård og tæt kamp mellem genopstilleren Vivi Kier, der har overtaget Bendt Bendtsens Odense Sydkreds, og den nye Mai Henriksen.

Mai Henriksen førte med 3328 personlige stemmer mod Vivi Kiers 2050, da man kun manglede optælling fra valgkredsen Odense Øst. Efter sidste optælling er resultatet 3867 til Mai Henriksen og 2343 stemmer til Vivi Kier.

Det Radikale Venstre beholdt deres ene mandat, og der var aldrig tvivl om, at det gik til formand for Forbrugerrådet Camilla Hersom. Hun afløste Niels Helveg Petersen i Middelfart-kredsen og var opstillet i Odense Syd.

Socialistisk Folkepartis to mandater, forventede man, ville gå til de to genopstillere Anne Baastrup og Karsten Hønge, men kun førstnævnte er med 5011 personlige stemmer at finde på Christiansborg de næste år.

Karsten Hønges 1979 stemmer blev klart overhalet af Sanne Schroll, der tidligere har været opstillet til både Folketinget og Europaparlamentet. Sanne Schroll opnåede samme stemmetal som Anne Baastrup.

Oversigt

    Oversigt