Mere end 160 tilfælde af seksuelle overgreb via grooming og besiddelse af børneporno.
Det er en 55-årig mand bosat i Middelfart Kommune anklaget for, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De mere end 160 forhold om seksuelle overgreb mod børn og unge skulle være sket på forskellige sociale medier og chatfora, hvor manden har opbygget en relation til ofrene med henblik på seksuelt overgreb, altså grooming.
Politiet oplyser at anklagemyndigheden har rejst tiltale mod manden, som også er sigtet for at være i besiddelse af en større mængde børneporno.
De mange forhold mistænkes at være begået i perioden fra 2013 frem til 2020, hvor Fyns Politi ransagede mandens adresse på baggrund af mistanke om besiddelse af børnepornografisk materiale. Her beslaglagde politiet blandt andet mandens computer.
Har selv produceret børnepornografi
På computeren opdagede politiet også, at manden udover at være besiddelse børnepornografi, også havde medvirket til at producere det.
- Det er en alvorlig og omfangsrig sag, som har krævet et stort og tidskrævende efterforskningsarbejde. Nu ser vi frem til at få sagen for retten, siger specialanklager Daniel Dokkedahl fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Sagen begynder tirsdag den 21. februar ved Retten i Odense. Der er afsat ti dage til sagen.
Tidligere er en mand blevet idømt otte års fængsel for voldtægt af mindreårige piger i en lejlighed i Odense.