27, 2 millioner til Fyn
Skolebørn i blandt andet Hårby, Ferritslev og Dalby er nogle af dem, der kan glæde sig til en mere sikker skolevej.
Otte fynske kommuner er nemlig på listen over nye cykelstiprojekter, som Folketinget har afsat penge til i en ny trafikplan.
Til fynske trafikprojekter er der ialt 27,2 millioner kroner. De omfatter blandt andet en halv snes nye cykelstier og stituneller i f.eks. Hårby, Ferritslev, Middelfart og Langå.
Der etableres nyt cykelparkeringshus ved Odense Banegård Center, og Skarø og Drejø får penge til blandt andet cykelrastepladser og cykeltankstationer for at styrke cykelturismen.
Busterminaler forbedres
- Jeg er meget tilfreds med, at trafikplanen støtter cyklismen. Men jeg ser det som en start, for der er plads til mange flere cykelprojekter på Fyn, siger Anne Baastrup, SF, medlem af Trafikudvalget.
Den fynskvalgte SF'er glæder sig også over, at der er godt nyt til tog- og buspassagerer. Ringe får ni millioner kroner til en ny busterminal med nye adgangsveje.
- Det er virkeligt hårdt tiltrængt, så man som tog- og buspassager kan komme tørskoet frem, siger Anne Baastrup.
Og hun glæder sig også over udsigten til forbedringer på Odense Banegård Center. Her har Folketinget afsat i alt 5,2 millioner kroner til at ombygge busterminalområdet og gøre det mere overskueligt.
Trafikaftalen som samtlige partier i Folketinget, på nær Enhedslisten, står bag, skal styrke cykeltrafikken, bustrafikken, trafiksikkerheden og bekæmpe trafikstøj.
SE LINK OG LÆS OM HVILKE FYNSKE PROJEKTER DER FÅR PENGE.