Jeg forventer at fynboerne lytter og afholder en mere dæmpet nytårsaften, hvor man kun er sammen med de allernærmeste
Selvom smittetrykket ser ud til at gå den rigtige vej på Fyn og i resten af landet, så skal vi stadig være påpasselige og vise ekstra hensyn et godt stykke tid endnu.
Det er budskabet i en pressemeddelelse fra Fyns Politi, som opfordrer alle borgere til at begrænse festlighederne nytårsaften.
Et noget anderledes år slutter formentlig også for de fleste med en noget anderledes nytårsaften.
Myndighederne anbefaler ...
Blandt begrænses festlighederne af, at store dele af landet er lukket ned til og med 3. januar. Og ikke mindst er forsamlingsforbuddet på maksimum ti personer fortsat gældende.
- Vi vil selvfølgelig have patruljer på gaden og være synlige, som vi plejer. Og selvom vi stadig vil have fokus på sikkerhed og orden, så kommer vi i år også til at kigge særligt efter, om folk forsamler sig mere end ti personer på pladser og torve og andre steder, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi.
Fokus på forsamlingsforbud og alkohol
Ud over forsamlingsforbuddet er der nytårsaften indført forbud mod salg af alkohol fra klokken 22.00 til klokken 09.00 mod normalt til klokken 05.00.
Det vil derfor også være et fokuspunkt for de betjente, som er på gaden. De forskellige restriktioner har til formål at forhindre unødig smittespredning
- Vi har jo haft et par episoder her på Fyn, hvor forskellige former for serveringssteder har holdt åbent, selvom det ikke har været lovligt, så det kigger vi naturligvis også efter her på årets sidste aften, fortæller Lars Bræmhøj.
Håber på mindre ballade og færre skader
Myndighederne henstiller til, at alle holder en mere rolig og afdæmpet nytårsaften end normalt.
- Jeg forventer at fynboerne lytter og afholder en mere dæmpet nytårsaften, hvor man kun er sammen med de allernærmeste.
- Der skal simpelthen mindre knald på, siger Lars Bræmhøj og fortsætter:
- Hvis man skal prøve at se positivt på de her begrænsninger, som vi alle er underlagt i år, så kunne man jo håbe, at vi generelt vil se en mere rolig aften i år - med færre fyrværkeriskader på både mennesker, biler og postkasser, men nu må vi se. Vi er som altid forberedt på lidt af hvert, det er vi også nytårsaften, afslutter chefpolitiinspektøren.