Fynsk bandeleder dømt i hashsag

Leder i banden Black Ghost og far til otte børn er idømt fem års fængsel og betinget udvisning i sag om omfattende hashsalg, trusler og uddeling af dummebøder.

Bandelederen Mahmoud Khalil Salem - bedre kendt som FisFis - må belave sig på for fremtiden at se sine kumpaner fra Black Ghost i et besøgslokale i fængslet.

Torsdag idømte Retten i Odense den 40-årige familiefar fem års fængsel og en betinget udvisningsdom, fordi FisFis er statsløs palæstinenser.

Han blev dømt for omfattende hashhandel, trusler og uddeling af dummebøder på helt op til 250.000 kroner.

FisFis har boet en årrække i Danmark og har kone og otte børn i Vollsmose. Og netop hans familiære forhold redder ham i første omgang fra udvisning, da retten valgte at gøre udvisningen betinget med henvisning til hans mange børn.

Den betingede udvisningsdom kan dog udløses, hvis FisFis efter endt afsoning igen træder afgørende ved siden af inden for to år.

Sagen mod FisFis er en del af et større sagskompleks, hvor otte personer torsdag blev dømt for omfattende narkokriminalitet. Alle otte blev dømt mellem fem og syv års fængsel, og to blev udvist for bestandigt.

Ved domsafsigelsen var politiet talstærkt til stede. Politiet ville ikke risikere, at FisFis stak af fra retten, som han gjorde det ved et retsmøde i marts.

Her spankulerede den stærkt bevogtede bandeleder nemlig lige forbi et dusin betjente og fortsatte ud i friheden, hvor han befandt sig, indtil han 10 dage senere meldte sig selv til politiet.

Den dømte bandeleder udbad sig betænkningstid, før han vil tage endelig stilling til, om han vil anke dommen.

Oversigt

    Oversigt